Modstandsmanden Toldstrup var leder af de jyske modtagesoperationer, og da hans virke var på sit højeste havde han 3.000 mand under sig, der opererede fra hele 289 modtagepladser. 

Alt i alt tog Toldstrups organisation i løbet af besættelsen imod 3.800 containere med 400 tons materiel, som alle blev kastet ned af allierede flyvere. En logistisk indsats af dimensioner, der fik de allierede til at udnævne Toldstrup til Europas bedste modtagechef, som Mads Kierkegaard skriver på hjemmesiden ”Dansk Militærhistorie”. 

Gestapo forsøgte af al magt at få fat i (og uskadeliggjort) Toldstrup, og var da også konstant lige i hælene på ham. Hele 41 gange skiftede Toldstrup opholdssted. 

Paradoksalt nok var det kun med nød og næppe, at Toldstrup undgik at blive likvideret af sine egne.  Toldstrups forhold til den militære øverstkommanderende i Jylland, Vagn Bennike, var nemlig overmåde konfliktfyldt. 

De havde forskellige temperamenter, men også vidt forskellige opfattelser af, hvad den rette kurs var for modstandsarbejdet. Toldstrup ønskede, som Mads Kierkegaard skriver det, at gøre helvede så hedt som muligt for besættelsesmagten, mens Vagn Bennike var tilhænger af en forsigtig, security-orienteret kurs, hvor det gjaldt om at holde sig i live til D-dagen. 

Konflikten gik op i en spids, og Bennike besluttede at Toldstrup skulle likvideres under et besøg i København og beordrede også en af sine underordnede til at stå for likvideringen. 

Engelske SOE, som stod for organiseringen af modtandsbevægelserne i Europa, modsatte sig likvideringen og Toldstrup holdt sig klogelig væk fra hovedstaden. 

At der var en konflikt mellem Toldstrup og Bennike lægger historikere, der har skrevet om modstandsbevægelsen ikke skjul på, men det er ikke alle, som skriver, at Toldstrup ligefrem skulle skydes. 

Store Danske ved bl.a. Aage Trommer skriver således ” Et anspændt forhold til Jyllandslederen Vagn Bennike influerede ikke på hans dygtige ledelse af modtagearbejdet, der var højt værdsat fra britisk side”. 

Samme Aage Trommer skriver i Besættelsens Hvem Hvad Hvor (1965), at ”Samarbejdet mellem Bennike og Toldstrup udviklede sig på den dårligst tænkelige måde og endte i en skarp strid mellem dem”. 

Historikeren Henning Poulsen skrev i Besættelsestidens Historie (1964), at ”Mellem dem (Toldstrup og Bennike, red.) bestod en modsætning, der efterhånden voksede til stærk bitterhed….”. 

Føromtalte Mads Kierkegaard skriver i 2013 ” Det er således et åbent spørgsmål, om Toldstrup var blevet likvideret, hvis befrielsen havde trukket ud. Ildgerningsmanden var allerede udpeget!”.