Skolebørn plantede de sidste træer i Lundager Skov

Lundager/Assens

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Tre Assens-skoler bidrog med arbejdskraft, da de sidste af 95.000 træer i den nye skov blev plantet forleden.

Elever fra Peter Willemoesskolen, Strandmølleskolen og Pilehaveskolen stillede deres arbejdskraft til rådighed, da den sidste del af den nye skov ved Assens skulle plantes.

Sidste forår blev det meste af den sydlige del af skoven plantet. Nu er også den nordlige del af Lundager Skov plantet til. Lundagerskov er en af de såkaldte Folkeskove, som vokser op flere steder i landet takket være private virksomheder og borgeres donation af træer til Growing Trees Network, som så formidler træerne videre til skovrejsning. Træerne til Lundager Skov er således doneret af blandt andre Tommerup Heilskov, Kiilto, Sunset Boulevard og enkelte lokale borgere, fortæller projektleder Anni Borup, Naturstyrelsen, i en pressemeddelelse.

Eleverne fik ikke bare lov at yde deres arbejdskraft. Ved arrangementet fortalte naturvejleder Christian Heller også om, hvorfor det er vigtigt at plante træer til at beskytte grundvandet, opsuge CO2 og give mulighed for friluftsliv.

Efterhånden som skoven er blevet rejst, har mange borgere taget den i brug, som løbere, hundeluftere eller blot for at følge skoven vokse til og årstidernes skiften.

Projektleder Anni Borup glæder sig over, at den sidste del af skoven blev plantet sammen med børn fra de lokale skoler.

– Skoven er i allerhøjeste grad deres skov, som de gennem et langt liv kan følge og få glæde af. Deter også vores håb, at skolerne med tiden vil bruge skoven til undervisning og udendørs aktiviteter, siger hun.

Skoven er anlagt med grusbelagte stier og veje, samt skovstier med slået græs. Undervej finder man blandt andet en bålplads med madpakkehus, ligesom der også er etableret en hundeskov til de firbenede skovbrugere.

Del denne historie på: