Sct. Georg Gildet: God jul til beboerne på Holmely
Traditionen foreskriver, at vi – eller rettere de fleste af – spiser and og flæskesteg juleaften, danser om juletræet, og at julen bliver grå og ikke hvid. Ja, og at Sct. Georgs Gildet i Assens Kommune ønsker beboerne på plejecentret Holmelys god jul i form af en julekurv. Sådan var det også i år, hvor gildemester John Madsen og tombolaudvalgsmedlem Dorte Lind-Hansen, afleverede fire julekurve, som Meny i Aarup også havde bidraget til, til personalet, der fordelte kurvene til beboerne.
Sct. Georgs Gilderne har historisk set rødder i spejderbevægelsen og er et mødested og fællesskab for tidligere og nuværende spejdere og andre, som siger ja til at samles under sloganet ”spejderideen for voksne”. Gilderne støtter spejderarbejdet og yder i øvrigt en humanitær indsats.
For gildet i Assens Kommune gælder, at tombolaudvalget står for indsamlingsarbejdet, hvor midlerne bruges til at støtte kommunens spejderkorps, julekurve til Holmely og sammen med Røde Kors i Aarup og Aarup Rotary Klub støtter børn i nød på Aarupskolen.