Ny Suzuki S-Cross snigpremiere fra den 8. januar hos Suzuki Assens
Assens
7. januar 2022
Sidst i november måned holdt Suzuki verdenspremiere for en ny S-Cross, og nu er den klar til snigpremiere hos Suzuki-forhandlerne i Danmark.
Den nye Suzuki S-Cross er en stor og rummelig familie-SUV, der i nyeste aftapning byder på et mere stil- og karakterfuldt design, mere sikkerhedsudstyr og nyt komfortudstyr som fx et nyudviklet multimediesystem. Og Suzukis effektive 48V hybridteknik er standard i alle versioner.
Skarp familie-SUV
Med en længde på 4,3 meter og et bagagerum, der rummer 430 liter, er S-Cross en oplagt bil til den pladskrævende familie, hvor SUV-opbygningen giver gode ind- og udstigningsforhold og et rigtigt godt overblik over trafikken. Da bilen må trække en anhænger på op til 1.500 kg, er der også god mulighed for at spænde campingvognen eller en mindre hestetrailer efter bilen.
Det nye og mere udtryksfulde design med den stilsikre og markante front og bagende udstråler selvtillid – og de skarptskårne LED-lygter for og bag er med til at give S-Cross sit helt eget udtryk. Og inden døre mødes man af et opgraderet interiør med nyt design og mere udstyr. Fx er alle modelversioner nu udstyret med et nyt multimediesystem, der både omfatter DAB+ radio, Bluetooth opkobling, bakkamera og mulighed for spejling af mobiltelefonen via Apple CarPlay eller Android Auto.
Mere sikkerhed
Også på sikkerhedssiden opgraderes S-Cross med mere udstyr. Den nye model har fx automatisk nødbremse inkl. fodgængergenkendelse, aktiv fartpilot, vognbaneassistent med force-back, slingreadvarsel og skiltegenkendelse som standard. Og fra Active udstyrsniveauet også blind-vinkel advarsel samt advarsel ved krydsende trafik bag bilen. Alt sammen udstyr, der kan hjælpe med til at minimere risikoen for et uheld ude i trafikken.
48V Hybrid og 129 hk
Suzuki S-Cross er forsynet med en kraftfuld 1,4 turbomotor, der yder 129 hk og har et moment på hele 235 Nm. Og da bilen som standard er udstyret med Suzukis 48V hybridteknik, hvor en kompakt elmotor assisterer benzinmotoren under kørslen, er forbruget optimeret til flotte 18,9 km/l ved blandet kørsel og CO2-udledningen begrænset til 120 gram/km. Det betyder også, at alle modeller er i energiklasse A+ med en halvårlig ejerafgift på kun 560 kr.
Priser fra 235.000 kr.
Det nye S-Cross modelprogram består af 3 udstyrsvarianter: Comfort, Active og Adventure. Og allerede i Comfort-modellen, der er prissat fra 234.990 kroner, får man en ret så veludstyret bil med fx aircondition, 17” alu-fælge, LED for- og baglygter, multimediesystem med 7” farveskærm og bakkamera, el-ruder for og bag samt opvarmede sidespejle. Og naturligvis sikkerhedsudstyr som automatisk nødbremse, aktiv fartpilot, skiltegenkendelse, vognbaneassistent og slingreadvarsel.
I Active modellen toppes der fx op med nøglefri betjening, automatisk klimaanlæg, parkeringssensor for og bag samt blind-vinkel advarsel og advarsel mod krydsende trafik bag bilen. Og i topmodellen Adventure finder man endvidere el-betjent panoramasoltag, læderinteriør og multimediesystem med 9” skærm, indbygget navigation og 360 graders kamera.
Snigpremiere fra den 8. januar
De første eksemplarer af den nye S-Cross er nu landet i Danmark og Suzuki-forhandlerne inviterer derfor til premiere fra den 8. januar og hele måneden ud. Her kan man komme nærmere på bilen og opleve hvor stor og komplet en SUV, man kan få for pengene hos Suzuki.