Nu kommer politiet!

Assens

9. august 2021

Af Helge Desler

Politiet kommer meget snart – og som tidligere lovet – endnu tættere på borgerne i Assens Kommune. Onsdag den 11. august åbner nemlig den nye nærpolitienhed på Rådhus Allé 1 i Assens, og den vil efterfølgende havde åbningstider mandage kl. 9 til 15, onsdage kl. 11 til 17 og fredage kl. 9 til 12.

Det er nogle måneder siden, at politidirektør ved Fyns Politi, Arne Gram – blandt andet i denne avis – fortalte, at både Assens og Nyborg ville få en nærpolitienhed. Det sker nu i Assens, der er en af de første, der åbner af de i alt 20 nye nærpolitienheder i Danmark, der kommer til i den kommende tid.

Formålet med de nye enheder er blandt andet at styrke det lokale og nære politiarbejde i hele landet.

Det bliver seks nye lokale betjente, der skal patruljere i Assens og omegn, lave sagsbehandling og ikke mindst servicere de borgere, der kommer forbi for at anmelde en sag, aflevere mindre hittegods eller måske blot for at give et tip eller få en snak om, hvordan man bedst kan forebygge indbrud på villavejen.

De seks lokale betjente besidder alle beredskabs- og/eller efterforskningskompetencer, og det er jo et længe næret ønske blandt de vestfynske borgere, der nu bliver opfyldt. For det er jo det, de nye lokale betjente og politienheden skal være med til at sikre – nemlig at borgerne ser politiet noget mere i byen og i lokalområdet.

Alle borgere vil for fremtiden være velkomne i åbningstiden. Her kan man få hjælp til at anmelde en sag, få rådgivning og vejledning om relevante emner som for eksempel indbrudsforebyggelse og støttetilbud til ofre, og man kan også tippe politiet med mere.

Fyns Politi har i øjeblikket undervisningslokaler på stedet og disse vil fortsat blive benyttet til undervisning af politiets medarbejdere efter åbningen af nærpolitistationen.

Helge Desler

Del denne historie på: