Museum Vestfyns efterårsferie-fristelser

Assens

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Raske drenge og piger (sådan sagde man, da artiklens forfatter for mange, mange år siden var en netop  rask dreng) vil valfarte til Museums Vestfyn i efterårsferien, for der sker ting og sager. 

Fra og med mandag 17. til søndag 23. oktober kan man ganske gratis besøge ERNST og WILLEMOES alle dage kl. 10-15. Mandag til torsdag kl. 10-15 er der oven i klaphatten aktiviteter for børn i både ERNST og WILLEMOES. Og børnene deltager gratis. (og så kan det ikke blive billigere). 

– I aktivitetsteltet i ERNST kan du lave fine snore i possement-teknik. Snorene kan du f.eks. bruge til armbånd. I CAFÉ ERNST kan du farvelægge fine billeder af fugl. I caféen kan du også få varmen og nyde dine kreationer. I uge 42 har vi et særligt ”efterårstilbud” på en varm drik og en hjemmebagt kanelsnegl til 20 kroner, skriver museet i en pressemeddelelse.

– Kik også ind i museumsbutikken – her kan du komme i gang med juleplanlægningen. Køb en af vores mange flotte og nostalgiske julekalendere eller tag hul på indkøb af små kalendergaver, gaver til pakkeleg eller fine julegaver. 

I WILLEMOES kan du blive søhelt for en dag. Sæt kursen bag roret, sænk den engelske flåde og tag en selfie som Peter Willemoes. Du kan også fordybe dig i filtning og måske lave en julegave.

Onsdag d. 19. oktober kl. 14-15 kan du smage på litteraturen i CAFÉ ERNST, når AssensBibliotekerne, for sidste gang, kommer forbi og serverer smagsprøver fra litteraturens verden. 

Museet opfordrer til at hente app’en Museum Vestfyn inden besøget for at få et ekstra lag på museumsoplevelsen.  Det er også muligt at bruge app’en hjemme hos sig selv – f.eks. til fordybelse i forskellige fortællinger. 

I appen finder du også ture ud i landskabet, som f.eks. en mindestensvandring på Frøbjerg Bavnehøj, eller det historiske møllelandskab ved Haarby Mølledam. I Assens by kan du opleve byen fra en 10-årig tobaksdrengs perspektiv anno 1890’erne og undersøge, hvordan livets dilemmaer stod i kø for arbejderbørn under den blomstrende industriperiode. 

Del denne historie på: