Matilde Kimer om Rusland og Ukraine
Assens
24. januar 2025
Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net
Foreningen Norden, Assens byder onsdag 26. marts på et foredrag med udenrigskorrespondent for DR i Rusland og Ukraine, Matilde Kimer. Foredraget skulle være holdt 27. januar, men blev en uge før udskudt, da Matilde Kimer var blevet kaldt på arbejde i Ukraine. Så det bliver altså med ganske friske indsigter, at hun gæster Assens i marts.
Matilde Kimer har dækket de to lande intenst siden 2009 og har fået både roser og en pris for sine autentiske reportager fra konflikten mellem dem.
– Som foredragsholder giver Matilde Kimer sit publikum et unikt indblik i den ukrainske revolution, et foredrag, der efterlader deltagerne med eftertænksomhed, lyder det blandt andet i en pressemeddelelse om foredraget.
Det var ikke planen, at Mathilde Kimer skulle være udenrigskorrespondent i Rusland. Men i 2002 besøgte hun landet, og så tog tingene fart. Hun begyndte at studere sproget og kulturen og blev forelsket i det gale land, folket, omvæltningerne, der var alt andet end det Korsør, hvor hun selv er født.
Foredraget finder sted i teatersalen i Arena Assens og koster 160 kroner for medlemmer af Foreningen Norden og 250 kroner, hvis man ikke er medlem. Billetter kan bestilles via www.arena-assens.dk eller på telefon til Foreningen Norden, Assens 23 80 86 75.