Malermester og vovehals i Assens
Assens
13. december 2021
Ole Hansen, Assens Lokalarkiv
DEN GODE HISTORIE
Den 24 september 1912 landede det første fly i Assens, på marken mellem Kildensminde og Mariendal. Cirka 4000 mennesker var ankommet til Assens, b.l.a. med særtog, for at se den store begivenhed. Piloten på det spinkle fly var Ulrik Carl Johan Birch. Han var nygift og fejrede det ved at flyve på bryllupsrejse, rundt i landet, med sin kone. Samtidig tjente de til rejsen ved tage passagerer op at flyve mod betaling.
En af dem var malermester Niels Marius Carstensen, Korsgade 14, Assens. Han havde sammen med tre af sine venner indgået det væddemål, at hvis han turde kravle op i flyvemaskinen og tage en rundtur med Birch, ville de betale for turen, som kostede 100 kr. (godt 6000 kr. i nutidspenge). De troede selvfølgelig at Carstensen ville miste modet i sidste øjeblik, og en “anonym person” havde for at påvirke hans beslutning, sendt ham et brev. I brevet, som vi har på Assens Lokalarkiv, står der :
“Assens den 23 Septbr 1912.
Gode Ven. Jeg undlader ikke at meddele Dig, at jeg sidste Nat har haft en Dröm om en stor flyulykke her i Assens, og da jeg tror på Forsynet og at det flere Gange har vist sig rigtig i Form af Opfyldelse, og da jeg strax tænkte paa Dig og Din forestaaende Flyvning, syntes jeg, at Dit Liv var i fare, hvorfor jeg som god Ven fraraader Dig det. Paa Samfundet og gode Venners Vegne. LA VÆR ! “
Den gode Carstensen lod sig dog ikke sådan kyse; så iklædt stor overfrakke, lodden hue og et 2 m. langt halstørklæde steg han op bag piloten. Flyet lettede, fløj ind over byen og kom tilbage flere gange. Når Birch drejede flyet, lænede de sig begge ud og vinkede til folk på marken. Flyveturen gik godt, og de landede sikkert på marken igen.
Foruden Carstensen var også bogbinder Marius Olsen og billedskærer Jørgen Theogidius Willmann oppe at flyve den dag.
Senere blev Ulrik Birch med sit Maurice Farman-biplan, Ørnen ansat som instruktør ved marinen i 1913, men kom i efteråret ud for en alvorlig flyveulykke under en landing på Kløvermarken og døde den 10. oktober 1913 af sine kvæstelser. Dette var den første flyveulykke i Danmark med dødelig udgang.
Efter en god frokost på Ebberup Kro indgik Carstensen et andet væddemål med sin gode ven, kreaturhandler og slagtermester, Johan Peter Ohgrøn. De væddede om, hvem der først kom til Assens som passagerer på to trehjulede motorcykler af mærket Brennabor. Turen gik i rasende fart på grusvejene ind til Assens, men hvem der vandt vides ikke.
Ejeren af de to fine maskiner var vognmand R. Rasmussen, Aarup.
Niels Marius Carstensen blev født den 6. april 1865 i Strandgade 2, Assens. som søn af malermester Peter Carstensen og Ane Christine Sønderbroe.
Han var gift med Emilie Henriette Dorthea Carstensen, født Plantener.
Malermester Carstensen døde den 8. august 1917 på adressen Torvet 2, Assens, 52 år gammel.
Hans kone Emilie Carstensen fløj 7 år efter sin mands luftdåb, i juni 1919. Prisen var stadig 100 kr. (Assens Lokalarkiv har hendes flyvebillet).