Det lå ikke i kortene, at Leif Wilson Laustsen skulle blive slagter, men det skyldtes en lærer og så omstændighederne, dengang han gik i 8.-9. klasse. 

Omstændighederne var, at Leif, som voksede op i den lille midtjyske by Frederiks, i 8.-9. klasse var godt og grundigt skoletræt – ikke mindst over de boglige fag. Til gengæld var han glad for at bruge sine hænder, og det gjorde han hos en missionsk gårdejer, hvor han var landbrugsmedhjælp både i stald og på mark. Leif trivedes på gården, hvor han lærte at gøre sit arbejde grundigt og ordentligt. Dyder, som siden har kendetegnet hans virke. 

Mens Leifs kammerater vidste, hvad de ville, når de sagde farvel til folkeskolen – nogle skulle i lære, andre ville fortsætte i gymnasiet – var Leif i tvivl. 

– Min lærer foreslog så, at jeg kom i lære som slagter. Han vidste, at slagter Anders Rasmussen i Skelhøje var på udkik efter en lærling. Og sådan blev det. 

– Det var en lille slagterforretning med mand, kone, en svend og en lærling, som var mig. Det var et godt sted, hvor jeg lærte fagets grundregler, fortæller Leif Laustsen. 

EFG blev en øjenåbner

Den 20 uger lange skoletid foregik på EFG-Holstebro, og det skulle vise sig at den ErhvervsFagligeGrunduddannelse blev en øjenåbner for unge Leif, der indtil da havde boet derhjemme hos mor og far. 

– Jeg fik et andet syn på det boglige. For nu kunne jeg se nytten af at lære kalkulation og bogholderi, ja og hvordan en produktion af pølser reagerer, når man tilsætter hjælpemidler, husker Leif. 

Engang i 1986 var han sammen med sin mester til messe i Herning. 

– Anders pegede på et tidspunkt på en mand og sagde til mig, at hvis jeg for alvor ville lære slagterfaget, herunder at blive selvstændig, skulle jeg henvende mig til denne mand. 

Det var slagtermester Jens Munk i Skagen, som er vidt berømt for sin store slagterforretning. 

Jeg prikkede ham så på skulderen, og sagde til ham, at hvis han ønskede en dygtig slagter, skulle han antage mig, fortæller Leif. 

”Kan du komme til samtale i næste uge”, sagde Jens Munk så. Jeg måtte så sige, at jeg først skulle have overstået min militærtjeneste. Egentligt var det meningen, at jeg skulle have været inde ved Livgarden, men fik tjenesten kortet ned, så det blev til ni måneder hos artilleriet i Skive, inden jeg begyndte hos Jens Munk. 

Tre år hos Jens Munk i Skagen

Det blev til tre lærerige år hos Jens Munk, indtil Leif købte en skrantende slagterforretning i Års, og så kunne han som 23-årig kalde sig slagtermester. 

Samme år kunne Leif også kalde sig far, og det blev i det hele taget til fem-seks hektiske år med lange arbejdsdage, to døtre og en begyndende interesse for organisationsarbejdet, bl.a. i den lokale handelsstandsforening. 

Det blev også hårde år, hvor Leif måtte sande at kunne kalkulere – dvs. at indkøbet af råvarer matchede afsætningen. 

Det gik godt med forretningen, årsomsætningen fik han banket i vejret fra 800.000 kroner til tre millioner. 

60 procent af omsætningen stammede fra mad-ud-af-huset, som betød, at Leif måtte arbejde hver weekend. 

– Det var ikke den rigtige kombination for mig, jeg ville – og vil – helst have, at omsætningen ligger i butikken. 

Derfor begyndte han at se sig om efter en anden butik. 

Leif var kommet med i et fynsk opskriftsudvalg og erfarede derigennem, at der var ledige butikker i Svendborg og Assens. 

Olsens butik i Assens

Det blev Slagtermester Olsens butik i Assens, som Leif valgte. For byen havde en passende størrelse, og så lå det meste af omsætningen i butikken. 

Leif Laustsen, gjorde det som han altid havde gjort, nemlig gav den en skalle med vægt på grundighed og ordentlighed. 

Interessen for det organisatoriske arbejde voksede og efter ca. 10 år sagde Leif ja til at gå ind i ledelsen af Danske Slagtermestre, for to år senere at kunne kalde sig for formand, og det er han fortsat. 

Det organisatoriske arbejde betyder, at Leif to-tre gange om ugen, forlader Assens ved middagstid for resten af de dage at hellige sig det organisatoriske arbejde. 

Selvkørende personale

– Det var en stor omvæltning for mig, for jeg var vant til at have styr på det hele fra klokken 6 til 6, men jeg var klar over, at jeg var nødt til at lære personalet op til at kunne klare sig uden mig. 

Det er lykkedes til perfektion. Og jeg glæder mig over, at personalet er selvkørende, som når jeg får at vide, at de har lavet en ferieplan eller har taget initiativer til nye produkter, fortæller Leif. 

I dag er rytmen i slagterforretningen, at Leif møder op klokken 5.45 og begynder at forberede dagens produktion af f.eks. spegepølser, opskæring af dyr og hvad der i øvrigt skal ske. 

– Klokken 7 mødes vi alle til sparring, og det er nødvendigt, for vi flytter os hele tiden, siger Leif. 

På sortimentssiden har tapas budt på en af de helt store omvæltninger, men også coronaen har været en udfordring. 

– Her har jeg glæde af mit personale, som f.eks. har foreslået, at vi skal tilbyde en påskeplatte eller en påskeplanke. Her vil jeg – med min alder –  sige nej, det skal være et påskebord til 8-10 personer, men får så at vide, at med det gældende forsamlingsloft kan det være en god ide at tænke i mad til 2 og tre personer. 

Udløbsdato

Leif Laustsen er med sine 55 år klar over, at der også for slagtermestre er en udløbsdato. 

– Inden for 8-10 år skal der ske et generationsskifte og det er jeg så småt begyndt at gøre mine tanker over, siger Leif. 

Maraton og golf

Når man som Leif både har et ansvar over sin forretning med 7-8 ansatte og Fødevaredanmark og andre bestyrelser, er det nødvendigt at lade op. I mange år tog Leif løbeskoene på, og når han løb gjorde han det grundigt og ordentligt, så det blev til en håndfuld maratonløb og et hav af halmaratonløb, indtil en hælspore satte en stopper for løberiet. 

Til gengæld begyndte Leif at spille golf i Barløseborg. 

– Jeg tager tit nogle lange ture på banen og så får jeg tømt hovedet. Det er godt, siger Assens’ jubilerende slagtemester.