Kendt lokalt ansigt i spidsen for nyt frivilligcenter

Assens

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Det bliver Rikke Louise Fage-Fjord, der skal stå i spidsen for Frivilligcenter

Assens Kommune

Det er endnu ikke besluttet, hvor det nye frivilligcenter i Assens Kommune skal placeres, men nu har centret fået en leder, så mon ikke også hun i nær fremtid får et hus at lede?

Valget er faldet på Rikke Louise Fage-Fjord, der må formodes at kende Assens Kommune godt. Hun er født og opvokset i Ebberup og bor i dag med sin familie i Køng.

Hendes uddannelsesbaggrund er en kandidatgrad i international virksomhedskommunikation og socialantropologi, og hun har erfaring fra såvel offentlige som private virksomheder, frivillige organisationer og som selvstændig erhvervsdrivende.

Lokalt har hun blandt andet været projektleder for et frivilligt projekt for minoritetsetniske kvinder, frivillig mentor og koordinator for diverse indsamlinger til flygtninge, hun har desuden blandt andet været med til at arrangere tøjbyttemarkeder og Sommer Søndag i lokalområdet.

Bestyrelsesformand for Frivilligcenter Assens, Robert Satchwell, siger i en pressemeddelelse om ansættelsen af Rikke Louise Fage-Fjord:

– Jeg er ikke i tvivl om, at vi får en meget kompetent leder, der med en alsidig erfaring og et ualmindeligt stort drive kan være med til at sætte skub i opstarten af Frivilligcenter Assens.

Opbygningen af det nye frivilligcenter og en hjemmeside for det bliver den først opgave, som centerlederen kommer til at kaste sig over.

– Mest af alt glæder jeg mig til at lære foreninger og samarbejdspartnere at kende, så vi sammen kan skabe de bedste betingelser for frivilligheden i hele kommunen. Jeg er superspændt på at komme i gang med arbejdet og glæder mig til at skabe et stærkt og bæredygtigt fundament for både nuværende og kommende frivillige, siger den nyansatte centerleder, der tiltræder 1. juni.

Der ventes ikke at blive truffet nogen beslutning om, hvor centret skal placeres, før efter sommerferien.

Formålet med frivilligcentret er, at det skal medvirke til at udvikle og styrke det frivillige område og støtte op om foreninger, frivillige og aktiviteter med et social sigte, skriver Assens Kommune på sin hjemmeside.

Del denne historie på: