John er Antons voksenven – det er et godt match, er de enige om

Assens

Forleden mødtes børn og deres voksenvenner til en fælles bowlingaften i Assens, blandt deltagerne var venneparret John og Anton.

Mange glade og forventningsfulde børn og voksne mødtes fredag aften i Assens Bowlingcenter for at tilbringe nogle hyggelige timer sammen med fællesspisning, en venskabelig dyst på Bowlingbanen og derefter fri Soft-ice.

Selve bowlingen gik ikke stille for sig – der blev heppet flittigt på hinanden. En rigtig god aften, hvor det var tydeligt at både børn og voksne oplever venskaberne som noget godt og værdifuldt for begge parter.

John og Anton var et af de vennepar, der deltog for første gang, de har været venner i snart et år.

Hos os er der drøn på

John og Anton er bedste venner og deler deres fælles interesse for fart og tempo. Anton kører motocross på en Suzuki cc 85. 

John og Anton ved faktisk ikke, hvorfor de blev matchet, men de er ikke i tvivl om, at  det har været et godt match. I starten gik vi med hunden og lavede bål i haven, og så viste det sig, at motocross var en ekstra gevinst. De har tit haft en lille grill med og lavet mad ved stranden. Anton laver det med John, som Johns datter ikke gider.

De ses for det meste et par gange om ugen. Vi bor tæt på hinanden, og tit kigger Anton forbi, så han ikke keder sig, fortæller John. Han keder sig aldrig ovre ved John. Johns datter og Anton går også godt i spænd.

Hvis Anton skal beskrive hvilket dyr, John minder om, er det en snegl. Det er de vist ikke helt enige om. Anton mener, han altid er foran.

Hvis John skal finde et dyr, som Anton minder om, ville det være en lemur. Han er altid nysgerrig. 

Gode råd fra et vennepar

– Man skal kun gøre det, hvis man har lyst, siger John til andre, der kunne tænke sig at blive voksenven.

  Man bruger noget tid og energi på det. John har en tid savnet at have en dreng i tilværelsen, og det nyder han at have nu. 

Anton har følgende råd til andre børn, der mangler en voksenven: – Snak med dine forældre om det, og hop bare ud i det. Anton synes, det bedste ved at have en voksen ven er, at man altid har noget at lave. Det er dejligt, det er en mand. Der kan godt gå lidt pigefnidder i den derhjemme.

De tror begge, at de bliver ved med at være hinandens venner, fordi de begge synes, det er sjovt, og de laver nogle spændende ting. 

– Det er vigtigt, at man er en stabil voksen, og er vi ikke enige om alting, tager vi de snakke, der skal til, fortæller John. De har allerede snakket om fremtiden, hvor Anton gerne vil med John til Thailand. 

Der har Johns kone en plantage. Der er også en helt anden og spændende kultur. De skal lige finde en løsning på det økonomiske, men det finder de nok. Anton skal også være lidt større, da man ikke lige kan komme hjem. Turen til Thailand vil være en længere tur.

Flere børn kan få glæde af et venskab

I Børns Voksenvenner Assens er man ikke i tvivl om, at mange flere børn og familier kan få glæde af mere voksenkontakt i hverdagen. Behovet kan især være der, hvis familien er ramt af skilsmisse, dødsfald, sygdom, handicap i familien eller måske alene fordi netværket er spinkelt.

Hvis man tænker, at ens barn kunne have brug for en voksenven, kan forældrene ansøge om en sådan på hjemmesiden Voksenven.dk. Der vil komme matchere ud og få en snak med forældrene og barnet. Det er vigtigt, at man finder den helt rigtige voksenven til barnet.

Som voksenven smides man ikke bare ud i opgaven, men kommer på et kort kursus og der bliver afholdt netværksmøder, hvor man kan sparre med andre voksenvenner. Foreningens matchere  følger op på venskabet. Det skal være rart for alle parter at være i et venskab.

Del denne historie på: