I Danmark diskriminerer vi ikke – eller?

Assens

Niclas Aarestrup 

Transportordfører 

KD – KristenDemokraterne 

Berildsvej 61 – Assens

Landevejsprincippet er et udtryk for ligestilling og retfærdighed. Det er en simpel idé: Det skal koste det samme at bevæge sig over vand som over land. Men selvom dette princip blev vedtaget i Folketinget i 2015, er det endnu ikke blevet fuldt implementeret. Dette er en diskrimination af vores ø-samfund, som vi i KristenDemokraterne har kæmpet for at ændre, senest da vi i 2021 stemte for et forslag om fuld implementering, ligesom jeg i valgkampen 2022 også drev spørgsmålet frem på mine valgmøder. 

Ufuldstændig implementering af landevejsprincippet har konkrete ulemper. 

Stigende brændstofpriser har ført til dyrere færgebilletter og færre afgange. Uden fuld trafikal ligestilling er der en reel frygt for, at det kan afskrække gæster og hæmme mobiliteten for øboere, såvel som erhvervsdrivende. Desuden medfører det administrative byrder for færgeoperatørerne, typisk kommunerne, der skal bruge tid og penge på at ændre priserne frem og tilbage. Det sidste er noget, man i Assens fremhævede som en udfordring omkring Baagøfærgen i forbindelse med sidste års kortlægning. 

Landevejsprincippet er mere end bare en idé om retfærdighed. Det er også en investering i vores ø-samfund. En nylig evaluering fra Indenrigs- og Boligministeriet har vist, at nedsættelse af færgetaksterne giver konkret afkast i form af ny udvikling på øerne – både hvad angår bosætning, turisme- og erhvervsudvikling. Dette er en hjælp til selvhjælp, der kan sikre ny udvikling og skabe bæredygtige helårssamfund på vores øer. 

Men trods disse klare fordele, har vi endnu ikke set en fuld implementering af landevejsprincippet. Det er en skuffelse, især da det ville koste relativt lidt at gøre det. Ifølge beregninger fra Indenrigs- og Boligministeriet ville det koste 48,3 mio. kr. årligt at implementere et fuldt landevejsprincip. Det er penge, der ville komme direkte igen gennem øget udvikling på øerne. 

Det er på tide, at vi stopper diskriminationen af vores ø-samfund. Vi skal sikre, at det koster det samme at krydse vandet som at køre på landevejen, hele året. Det er ikke kun retfærdigt, men det vil også bidrage til at skabe et mere balanceret Danmark, der hænger bedre sammen, til vores alles fordel. 

KristenDemokraterne opfordrer derfor til, at landevejsprincippet bliver fuldt implementeret. Vi støtter Sammenslutningen af Danske Småøers, samt Samsø, Læsø, Fanø, Ærø og Langeland kommuners, ønske om fuld implementering af princippet. Det er på høje tid, at vi stopper diskriminationen og sikrer ligestilling for alle danskere, uanset hvor i landet de bor. 

Del denne historie på: