Hvad havbunden gemmer…

Assens

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Hvordan skal man finde vej til strandcamping, når skiltet ligger på bunden af Lillebælt. Og hvordan taber man lige en stige i vandet?

Medlemmer af Assens Dykker Klub, der forleden var på deres årlige oprydningstur dels i havnebassinet omkring midtermolen i Assens Havn, dels ved marinaen må have undret sig lidt over, hvad de fandt i dybet.

– Vi tager ud hvert år og prøver på den måde at værne lidt om miljøet. Det er også godt at få nye folk med ud hver gang, så de kan blive lidt bevidste om havmiljøet, siger Jan Flink Knudsen fra Assens Dykkerklub.

Efter årets oprydning kan han konstatere, at det faktisk så bedre ud i år.

 – Sidste år var der også cykler, knallerter og hele skraldespandsstativer og mange dåser og flasker omkring de skibe, der lå der, fortæller han, men håber alligevel, at der næste år bliver “tabt” endnu mindre.

Omkring seks-syv dykkere var i vandet i år, mens tre-fire blev på kajen for at tage imod og hale op. 

Dykkerne har en aftale med Assens Havn om efterfølgende at bortskaffe affaldet.

Del denne historie på: