Frivillige efterlyser flere frivillige til Café Ernst

Assens

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Doris Vestergaard og Hanne Andersen brænder for Café Ernst. Endda så meget, at de på frivillig basis er med til at drive caféen, som er en del af Museum Vestfyn. 

Det er de ikke ene om. Lige nu består staben af frivillige af otte kvinder, men der er plads til flere. 

– Vi søger efter flere samarbejdsvillige kollegaer til at indgå i vores fællesskab, hvorfor vi meget gerne hører fra dig, siger Hane Andersen og Doris Vestergaard, som i øvrigt fortæller: 

– At være frivillige i CAFÉ ERNST er et fleksibelt job, hvor vi frivillige sammen med personalet planlægger de forskellige opgaver i museumscaféen. 

– Som frivillig indgår du i et fællesskab, hvor mulighederne for udvikling af caféen er til stede. Du er ikke fastlåst og der er ingen sure miner, hvis der er perioder, hvor familie har første prioritet. Det forventes dog, at du har god hygiejne og regelmæssigt kan indgå i en vagtplan, er mødestabil samt tager initiativ til at tage vagter.

– At være frivillig er ikke kun et arbejde. Der er plads til hygge og snak med museets øvrige frivillige, personalet og selvfølgelig gæsterne, der er fundamentet for vores arbejde. Jo flere kollegaer til at drive caféen – jo flere er der til at deles om vagter og opgaver. Derfor håber vi at, du og flere nye frivillige har lyst til at indgå i vores fællesselskab i den kommende sæson, som starter 1. april. 

Café og udstilling

CAFÉ ERNST har samme åbningstid som udstillingen ERNST og har med enkelte andre datoer, åbent i perioden april til oktober indenfor tidsrummet 10-16. 

CAFÉ ERNST er en del af Museum Vestfyns udstillingskompleks ERNST i Østergade 57. 

I sommeren 2022 blev de historiske lokaler, som tidligere rummede værksted for sølvvarefabrikant Frederik Ernst (1892-1976) omdannet til café. Indretningen af caféen er holdt i samme stil, som man finder i udstillingen, Frederik Ernsts tidligere hjem. I CAFÉ ERNST kan man læse dagens avis – købe kolde drikke, kaffe og ”sødt”. 

Fra caféen er der både udsigt og udgang til Frederik Ernsts Have, hvor drikkevarerne kan nydes, når vejret tillader det. Det er gratis at besøge både CAFÉ ERNST og Frederik Ernsts Have. Caféen har tidligere inviteret til forskellige arrangementer, b.la. højtlæsning i samarbejde med AssensBibliotekerne, sang og musik, kreativ nørkleri samt hyggelige klippe-klister aktiviteter for børn.

Hvis du er interesseret i at være frivillig i CAFÉ ERNST, vil vi invitere dig på et besøg i caféen, så du kan få en fornemmelse af stedet.

Vil du høre mere om museumscaféen, så kontakt museumsinspektør Steffen Hansen tlf. 51830005, mail: sh@museumvestfyn.dk eller en af de frivillige, Doris Vestergaard: dorissvenning@gmail.com eller Hanne Andersen: hannesol@webspeed.dk.

Del denne historie på: