Frivilligcenter Assens er nu en realitet

Assens

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Det er efterhånden mange år siden, lokale kræfter pressede på for at få et frivilligcenter i Assens Kommune. Nu er det her. Tirsdag aften i sidste uge blev foreningen bag Frivilligcenter Assens stiftet, og den nyvalgte bestyrelse glæder sig til at gøre frivilligcentret til et fælles samlingssted og videncenter for frivillige i kommunen.

At det har været længe ventet lagde formand for Medborgerskab, Kultur og Beskæftigelsesudvalget Søren Thomsen (K) også vægt på i sin velkomsttale.

Frivilligcenter Assens bliver et af 70 centre i Danmark, der arbejder med at støtte, synliggøre og udvikle den lokale frivillighed. 

Robert Satchwell fra Strandby blev valgt som formand.

– Der er en lang række frivillige og foreninger, som har hjulpet os med at kommer hertil, så vi kan stifte frivilligcentret. Dem vil jeg gerne sige en stor tak. Det første, vi tager fat på, er at få ansat en leder og at indgå en samarbejdsaftale med kommunen blandt andet om en fysisk lokalitet for centret, siger han i en pressemeddelelse.

Foreningens formål er at støtte, udvikle og fremme frivilligt arbejde og frivillige foreninger og grupper med et socialt sigte i Assens Kommune. Derudover at medvirke til at motivere flere til at blive frivillige og understøtte en helhedsorienteret, social indsats blandt borgerne i Assens Kommune. Det skal ske gennem brobygning mellem foreningen, kommunen og andre relevante aktører.

De første to år finansieres centret af Socialstyrelsens pulje til etablering af frivilligcentre med 940.000 kroner, Assens Kommune støtter i samme periode med 460.000 kroner. Herefter er der driftsomkostninger, hvor de to instanser hver bidrager med 350.000 kroner årligt.

Er man interesseret i at følge med i etableringen af centret, kan man tilmelde sig dets nyhedsbrev på www.assens.dk/frivilligcenter.

Del denne historie på: