Friluftsrådet giver 450.000 kroner til vinterbadere

Assens

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Assens Vinterbader har efterhånden samlet godt to mio. kroner ind til sauna og omklædningsfaciliteter. Men der er endnu et stykke vej, for flere bidragydere stiller krav om genbrug og bæredygtighed.

Assens Vinterbadere har fået endnu en donation til deres projekt, der skal forbedre badefaciliteterne på Mariendalstranden.

Det er Friluftsrådet, der dermed lægger 450.000 kroner oven i den million, vinterbaderne modtog i april fra Nordea Fonden og de 100.000, som Bryggeriet Vestfyens Fond skænkede i efteråret. Selv har foreningen skrabet omkring 40.000 kroner sammen. Dertil kan den lægge 550.000 kroner, som Assens Kommune vil poste i en ny toiletbygning til erstatning for den gamle.

Men pengene rækker ikke til det samlede projekt, der udover toiletfaciliteter omfatter omklædningsrum og sauna, omklædnings- og brusefaciliteter, to nye badebroer til erstatning for den eksisterende, så også bevægelseshandicappede fremover vil kunne tage en dukkert.

Som regnestykket ser ud nu, skal der i alt 3,2 mio. kroner til, fortæller Helle Juel, der er formand for Assens Vinterbadere.

Derfor er foreningen ikke færdig med at søge fonde.

Med til at fordyre projektet er også, at flere fonde stiller krav om bæredygtige materialer, og det alene betyder, at der bliver behov for omkring 400.000 kroner ekstra, har foreningen fået oplyst af entreprenør Palle Johansen, der er dens rådgiver på projektet.

Træ fra det gamle søbad

Det er blandt andet lykkedes at finde frem til planker fra det gamle Assens Søbad, der blev revet ned i 1974, som det er planen at genanvende i det nye, fortæller Helle Juel.

Assens Vinterbadere har p.t. omkring 140 betalende medlemmer.

– Der er rigtig mange, som har vist interesse for foreningen, men som er tilbageholdende med at melde sig ind, så længe vi ingen faciliteter har, siger Helle Juel og pointerer, at man ikke behøver være medlem for at deltage i foreningens arrangementer.

– Vi har holdt fuldmånebadning om aftenen, hvor bestyrelsen har opsat en pavillon over et bord med kaffe te og kage. Ved 19.30-20-tiden er vi gået i vandet i samlet flok, og vi har arrangeret vintersolhvervsbadning på årets korteste dag ved solnedgang. Ved hvert arrangement har der været op mod 60 personer trods en mørkelagt strand og ingen omklædningsfaciliteter og en badebro, der er fjernet for vinteren, så vi har skullet gå 10-15 meter ud over glatte sten for at komme i vandet, fortæller Helle Juel, der regner med, at de nye faciliteter vil trække endnu flere til.

– Vinterbadning er i rivende udvikling i Danmark, og den nærmeste forening, der tilbyder organiseret vinterbadning med diverse faciliteter, ligger mere end 35 kilometer fra Assens og har flere års venteliste på medlemsskab, siger hun.

Hvornår de nye faciliteter står færdige, tør hun ikke gætte på, men flere af de donerede midler, skal være brugt inden udgangen af 2024, fortæller hun.

Del denne historie på: