Folkefest for den nye kulturkaj i Assens By
Assens
Lørdag 4. november bliver en dag spækket med oplevelser for hele familien.
Udviklingen af Assens by er i fuld gang, og nu har byen fået en ny rekreativ havneplads og et nyt kulturelt samlingspunkt, som skal være med til at skabe et aktivt, levende og oplevelsesrigt havnemiljø til gavn for borgere, virksomheder og besøgende. Det skriver Assens Kommune i en pressemeddelelse.
Færdiggørelsen af kulturkajen bliver fejret med en stor fest lørdag 4. november klokken 10-14 på Kulturkajen og Willemoes Plads.
Dagen bliver fyldt med aktiviteter og underholdning for både børn og voksne lørdag den 4. november kl. 10 til 14 på Kulturkajen. Fejringen skydes i gang med taler og fællessang på Willemoes Plads.
Børn kan blandt andet glæde sig til at møde udklædte karakterer fra børnebøgerne. Der vil også være Lego-udstilling, og så får unge bogorme mulighed for at gætte en forfatter ud fra genstande fra bøger og vinde en præmie. De voksne kan se frem til at høre et oplæg om Kulturkajens forvandling, rundvisning på biblioteket, havnevandring og meget mere.
Se hele programmet på assens.dk/kulturkajen.
Milepælen
– Det er en vigtig milepæl i hele udviklingen af vores velbevarede, attraktive og hyggelige købstad, som ligger smukt ved Lillebælt. Med Kulturkajen og Willemoes Plads er vi kommet et skridt tættere på at realisere udviklingsplanen for Fremtidens Assens, hvor vi udvikler byen fra primært at være en industri- og erhvervsby til i endnu højere grad også at være en levende kultur- og oplevelsesby, der orienterer sig mod vandet, fortæller borgmester i Assens Kommune, Søren Steen Andersen (V).
Attraktive hovedbyer som motor for udvikling
Udviklingen af Kulturkajen og Willemoes Plads er blevet gennemført af Assens Kommune med støtte fra Realdania.
Bygningen Kulturkajen
Det er bygningen, som tidligere husede det gamle rådhus i Assens, som nu er blevet omdannet til et moderne samlende kulturhus.
Gennem renoveringen er mange af de eksisterende bygningsdele fra rådhuset samt bygningsdele fra andre projekter blevet genanvendt, og flere dele af den indvendige indretning er også lavet af genbrugsmaterialer, som har fået nyt liv. Det gælder blandt andet den store megatrappe i foyeren, hvor man kan sidde og nyde en god bog eller udsigten over havnen.