Får du læst nogle bøger?

Assens

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Kniber det med at slippe fjernbetjeningen til tv’et og få læst nogle bøger i stedet, så hjælper biblioteket dig på vej med projekt “Byen Læser”.

“Kunsten i at læse er i høj grad kunsten i at genopdage livet i bøger og forstå livet endnu bedre på grund af dem” (citat: den franske forfatter André Maurois alias Emile Herzog)

Resten af 2022 vil du rundtomkring i Assens by møde litteraturen steder, hvor du ikke forventer det. Digte og citater fra bøger på store bannere på den kommende Kulturkaj, Ordspil i Arena Assens. Månedens digt hos boghandleren og meget mere. Det er AssensBibliotekernes måde at pirre til læselysten på.

Der vil også være forskellige litteraturarrangementer, hvor deltagerne blandt andet kan holde picnic med litteratur, spise og drikke med Hemmingway og lytte ti højtlæsning i Ernsts Have. Der er desuden planlagt forfattermøder med Ane Riel, Pia Tafdrup og Kim Leine.

Tanken fra bibliotekets side er, at man ved at deltage i forskellige aktiviteter, ved at dele egne læseoplevelser og ved at møde litteraturen i hverdagen – også på uventede steder – får sin læselyst stimuleret.

Projekt Byen Læser er for både alle bogelskere og dem, der bare er nysgerrige. Projktet er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen.

På assensbib.dk kan man følge med i, hvad der sker hvornår. 

Del denne historie på: