Evas idé var så god, at den nu har fået en initiativpris

Assens

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Repair Café Assens bliver som den første hædret som årets klima- og biodiversitets initiativ. Med hædren følger 10.000 kroner fra Assens Kommune.

Det var en glad Eva Eriksen, der forleden blev ringet op af formand for Medborgerskab, Erhvervs- og Kulturudvalget Søren Thomsen. Han ringede nemlig for at fortælle, at Repair Café Assens er udvalgt som den første modtager af Assens Kommunes klima og biodiversitets initiativ-pris.

– Det er virkelig dejligt. Jeg kendte slet ikke til prisen og vidste heller ikke, at nogen havde indstillet os, siger Eva Eriksen.

Det er lige om lidt et år siden Repair Café Assens, der holder til i lånte lokaler i Korsvangcentret 11, slog dørene op for første gang, og det går rigtig godt, synes Eva Eriksen.

– Vi er 11 fiksere, nogle kommer ikke hver gang, men vi kan trække på dem, og jeg synes altid, vi har travlt, siger Eva Eriksen, der som regel kan tælle til mellem 10 og 13 kunder i løbet af de to timer, caféen er åben.

10-13 kunder hver gang

Og det med café skal også forstås ganske bogstaveligt. Der er kaffe på kanden – i øvrigt sponsoreret af Holy Bean i Aarup, og kage eller andet til. Kunderne forventes nemlig at vente, mens deres ting bliver repareret.

Selv kan Eva Eriksen noget med en symaskine, og den bliver flittigt brugt hver gang til for eksempel bukser, der skal lægges op eller have en ny lynlås. Gruppen af reparatører tæller blandt andet også et par elektrikere og en, der er både snedker og arkitekt og en, der kan noget med standure.

– Jeg deltog for nylig i et møde på Zoom med Concito (grøn tænketank red.), der har lavet en hvidbog sammen med Deltager Danmark, om forbrugeradfærd og folkelig deltagelse i den grønne omstilling, som de mener, der fremover skal mere fokus på, fortæller Eva Eriksen.

Flere frivillige velkomne

Caféen er altid åben for flere frivillige og kunne for eksempel godt bruge en, der kan reparere symaskiner og en, der kan noget med læder.

– Men vi skal også passe på, at vi ikke kommer til at konkurrere med erhvervslivet, derfor vil vi for eksempel ikke gå cykelsmedene i bedene, nævner Eva Eriksen, der oplever, at folk ikke bare kommer fra Assens by men også fra andre steder i kommunen.

Indtilvidere har de frivillige selv stillet redskaber, lim med mere til rådighed for reparationerne.

– Nu har vi mulighed for at have vores eget lille basisværksted, siger Eva Eriksen med henvisning til de 10.000 kroner, som overrækkes næste gang caféen er åben. 30. oktober klokken 13 i øvrigt lige op til et-årsdagen 1. november.

Eva Eriksen håber, at der bliver plads til Repair Café Assens i det nye bibliotek, der indrettes i det tidligere rådhus, så den kan få lidt mere synlighed.

Derfor går prisen til Repair Café Assens

Der var i alt fem ansøgninger og indstillinger til den nye pris. Hvorfor er det mon så lige repair caféen, valget faldt på? Vi har spurgt formand for Medborgerskabs- Erhvervs og Kulturudvalget Søren Thomsen.

– Valget faldt på den, fordi den er drevet af frivillige – ja det er de andre initiativer også, – men den skiller sig ud ved at have fokus på bæredygtighed, hvor de andre har fokus på biodiversitet.

– Her kan man få hjælp til at få repareret sine ting, så de måske holder et par år mere, siger Søren Thomsen.

Endnu har han ikke selv brugt caféen.

 – Jeg tror den henvender sig til en anden målgruppe.

– Kan du da sy en lynlås i dine bukser?

– Nej, men det har jeg en mormor, der kan.

Efter et par år er det planen at evaluere prisen.

– Måske skal støtten på længere sigt gives efter ansøgning, nævner Søren Thomsen.

Del denne historie på: