Et lille lys i mørket
Assens
30. september 2021
Af Preben Find
Efter søndagens høstgudstjeneste i Vor Frue Kirke blev der afholdt et i flere henseende specielt, tostrenget arrangement i Strandmølleskolens lokaler i byens tidligere biograf.
Herunder fik Syngedrengene Ved Vor Frue Kirke af formanden for korets støtteforening Hans Christian Andersen overrakt en check lydende på 26.000 kroner som et bidrag til korets planlagte rejse til Malaga i Spanien.
En rejse, der indledes mandag den 18. oktober, og som blandt andet omfatter en koncert i den danske kirke Margrethekirken i Fuengirola, som ligger i det område, hvor koret skal indkvarteres under den fem dage lange tur.
Efter denne ceremoni blev kirketjener Finn Østergaard, som har søgt nye græsgange, behørigt hyldet af en kreds af forældre til medlemmer af syngedrengekoret og af organist og korleder Finn Pedersen.