En pris for at satse på Assens

Assens

12. september 2025

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

CityCamp Assens Strand er netop blevet kåret som Årets Virksomhed 2025 af Udvikling Assens

De store smil var fremme, da Per og Gitte Blaabjerg, indehavere af CityCamp Assens Strand torsdag aften modtog Udvikling Assens’ årlige pris som Årets Virksomhed.

Med prisen følger et diplom, et kunstværk af den lokale kunstner Dorthe Blom og 10.000 kroner som modtagerne skal give videre til et godt formål.

Borgmester Søren Steen Anderen (V) overrakte prisen og det skete med begrundelsen:

“CityCamp Assens Strand har valgt at satse på Assens. De har ikke bare opbygget en fantastisk flot og stor, ny campingplads. De har også valgt at investere langsigtet i byens udvikling og i turisme med kvalitet og omtanke og et klart vækstpotentiale. Gitte og Per Blaabjerg er – sammen med deres familie – blevet en del af det lokale fællesskab og bidrager aktivt til at styrke både byens profil og erhvervsliv.

Men hvorfor var det lige, at de to valgte at satse på Assens. De har drevet campingpladser siden 1992 andre steder?

– Vi synes, at Assens er en perle, som ikke har fået den opmærksomhed, den har fortjent. I forhold til Fyn og trekantområdet er Assens’ beliggenhed spot on, lige ud til marinaen, stranden og et naturreservat (jordbassinerne red.), og nu kommer også Natur- og Lystfiskercentret. Vi tror, at Assens bliver den nye turistmagnet på Fyn, siger Gitte Blaabjerg dagen derpå.

Samarbejdet med Assens Kommune har ikke altid været lige gnidningsfrit, men i dag er samarbejdet med Gitte Blaabjergs ord fantastisk, og hun mener også, at de 10 år, der er gået har arbejdet godt for projektet.

– For eksempel, at der ikke behøver være både kiosk og restaurant, når mulighederne ligger lige uden for døren. Det havde vi ikke lige set for 10 år siden, siger hun.

Nu skal detaljerne på plads

Overordnet set er campingpladsen færdig – hvis man da nogensinde bliver færdig med sådan et projekt. Lige nu – henover vinteren – er det detaljerne, så som hvilken beplantning, der skal vælges, som skal på plads.

– Men vi mangler også hytter helt vildt, og vi vil gerne udvikle wellness-centret, fortæller Gitte Blaabjerg.

– Vi har jo åbent hele året. Det er også noget af det, de 10 år har gjort for os. Vi er en helt almindelig virksomhed, hvor vi kan tilbyde normale job på 37 timer og ikke er nødt til at presse nogen ekstra i sommerhalvåret.

Det med de 37 timer gælde naturligvis ikke lige Gitte og Per Blaabjerg selv.

– Vi har aldrig haft et normalt job. Der er det godt, at vi trods alt er ægtefæller, siger hun.

Og de 10.000 kroner, der fulgte med prisen. De skal gå til Assens. I samarbejde med Udvikling Assens skal de bruges til “et arrangement eller lignende “i byen.

Del denne historie på: