Elever har været med til at lave ny trafiklegeplads ved Assens-skole

Assens

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

En god forudsætning for at sætte sig på cyklen og begive sig ud i trafikken er at kende færdselsreglerne, for hvornår er det lige man skal række højre arm ud, hvad betyder hajtænder, og hvilken vej kører man i en rundkørsel?

Har man ikke styr på de ting, er det en god ide at øve sig.

Det var også den konklusion 5. klasse på Peder Willemoesskolen i Assens nåede frem til, da den sammen med organisationen Trafik i Børnehøjde arbejdede med et projekt, der skulle få flere børn til at cykle i skole.

Nu har skolen fået en trafiklegeplads på den store p-plads ved Niels Kjærbyesvej.

– Eleverne definerede hurtigt, at en af de ting, der forhindrer mange i at cykle i skole er, at de ikke er dygtige nok til at cykle. Derfor ville de gerne have et sted, hvor de kunne øve sig, og hvor de ældre elever kunne hjælpe de yngre, forklarer Johan Heichelmann fra Trafik i Børnehøjde i en pressemeddelelse.

– De ældre elever er de bedste ambassadører. De stråler, når de formidler, og de mindre børn lytter, oplever han.

Vej og Trafik i Assens Kommune har bidraget med infoskilt og optegning af banen, nøjagtig som ude i den rigtige trafik. Skiltene på selve banen har eleverne selv lavet.

– Der er mange gode grunde til at tage cyklen i skole. For det første bliver skolevejen mere tryg for alle, der der forsvinder en masse biler fra skolens område. Derudover er der hele sundhedsaspektet, og vi ved, at børn er mere parate til at lære, når de har bevæget sin aktivt på vej til skole, og så er klimaet selvfølgelig endnu et godt argument for at lade bilen står, når det er muligt, siger Mette Sørensen, projektleder i Team Trafik i Assens Kommune.

Den nye trafiklegeplads blev fejret med borgmesterbesøg, opbakning fra Fyns politi og en cykelfest for skolen..

Dagen blev afsluttet i klassen, hvor hver elev fik et refleksovertræk til skoletasken af Assens Kommune som tak for indsatsen.

Banen er åben for alle, der har lyst til at lege og lære på to hjul. Ud over cykelbanen på den nævnte p-plads er der også to mindre off-roadbaner i skoven. 

Del denne historie på: