Assens i gult og blåt…

Assens

15. marts 2022

Af Helge Desler

UGENS KLUMME

På byrådsmødet i Assens i sidste uge – der blev afholdt i et rådhus klædt i gult og blåt – var der en hilsen til både de 160 ukrainere i Assens Kommune samt deres 44 millioner landsmænd i hjemlandet, hvor de hærges fuldstændigt urimeligt.

”I Assens har man travlt med at samordne, indsamle og koordinere forskellige indsatser, ligesom der udstedes særlove, så man kan få hjulpet flest mulige hurtigst muligt”, som borgmester Søren Steen Andersen udtrykte det.

”Vi står klar til at hjælpe. 

Byrådet i Assens føler kraftigt med de mange mennesker, der bliver berørt af krigen i Ukraine. Nu er kommunen klar med flere tiltag for at sikre god og koordineret hjælp til både herboende og kommende ukrainere, samt til de mange lokale ildsjæle, som gerne vil hjælpe”.   

”Det er en frygtelig situation, som ukrainerne står i. Jeg føler dybt med både de mennesker, der lige nu kæmper med livet som indsats, de mennesker, der er på flugt og de mennesker, som er bekymret for deres pårørende”, siger Søren Steen Andersen.

Assens Kommune har oprettet en side på assens.dk, hvor folk, der vil hjælpe, kan henvende sig.

”Det skal i første omgang sikre, at de mange henvendelser, man får, havner hos relevante myndigheder og hjælpeorganisationer. Men det gør også, at vi er beredt og klar, hvis der bliver behov for en større indsats lokalt”, fortæller kommunaldirektøren.

”Vi bakker op om de mange forskellige sanktioner, der er mod Rusland. Og det har i den forbindelse været vigtigt for os at undersøge, hvorvidt vi som kommune har midler stående i russiske selskaber”, fortæller Søren Steen Andersen.

”Konklusionen på undersøgelsen er, at Assens Kommune ikke har økonomiske midler placeret i russiske selskaber”.

Del denne historie på: