Assens Fjernvarme sænker taksterne for 2023 med ca. 20 pct

Assens

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

I en tid med uro på energimarkederne og høj inflation har bestyrelsen for Assens Fjernvarme besluttet at lade fjernvarmetaksterne for 2023 falde med cirka 20%.  

Med taksten for 2023 vil et standardhus i Assens på 130 m2 og et forbrug på 18,1 MWh komme til at koste 7.543 kr. I konverteringsområderne Årup og landsbyer betales et tillæg på 29 kr./m2 hvorved prisen her bliver 11.313 kr. for tilsvarende bolig. Fjernvarmepriserne ligger noget under gennemsnittet for fjernvarme i Danmark, og væsentlig under hvad det koster at opvarme sin bolig med varmepumpe eller naturgas. Det er ikke ualmindeligt at man årligt må betale over 40.000 kr. mere for at opvarme en naturgasopvarmet bolig. Sådan skriver Assens Fjernvarme i en pressemeddelelse.

Det seneste halvandet år er der set en historisk uro og prisstigninger på energimarkederne. Formand for Assens Fjernvarme Søren Edlefsen siger: 

– Uroen startede som en følgevirkning af de globale nedlukninger i forbindelse med COVID-pandemien. Industriproduktion skulle igen op i gear og halvtomme gaslagre skulle fyldes. 

Som om pandemien ikke havde gjort nok ondt, så ville skæbnen at vejret var historisk varmt og tørt med den følge at floder i Europa og hydro-lagrene i Norge vanskeliggjorde såvel vand- som kulkraftværker i at producere elektricitet. I februar angreb Rusland Ukraine hvilket fik gasleverancerne til Europa til at falde. De fossile brændsler som olie, kul og gas har drevet prisen på energi til vejrs, siger bestyrelsesformanden og fortsætter:

Frigjort sig fra fossile brændstoffer

– Assens Fjernvarme heldigvis ikke afhængig af fossile brændsler, men har tværtimod frigjort sig herfra med investeringen i solcelle- og varmepumpeanlæg der sammen med vores vindmølle og biomassekraftvarmeværk giver os gode muligheder for kosteffektiv drift. Anlæggenes fleksibilitet muliggør at vi i 2023 kan reducere fjernvarmetaksterne med 20%. 

Assens Fjernvarme har i årtier udelukkende produceret bæredygtig CO2 neutral fjernvarme og strøm. Der leveres miljøvenlig fjernvarme til 3.450 husstande og grøn strøm til mere end 8.000 husstandes årlige forbrug. Assens Fjernvarme er påbegyndt en udvidelse af forsyningsområdet til Årup og seks landsbyer hvorved op mod 2.000 olie- og naturgasfyrede boliger kan få fjernvarme. 

– Gas- og oliepriserne er næsten firedoblet og elpriserne næsten tredoblet. I mine snart 40 år i fjernvarmesektoren har jeg aldrig oplevet noget lignende. Vi har igen i år vist at grøn omstilling og lave fjernvarmepriser ikke er modsætninger. Tværtimod. Bæredygtig produktion gennem vind og sol er det billigste, og gavner klimaet samt gør os uafhængige af udenlandske energileverancer som eksempelvis Russisk gas, slutter formand Søren Edlefsen

Del denne historie på: