Weekend-vand til Danmark!

Assens Kommune

14. februar 2022

Af Helge Desler

UGENS KLUMME

Så blev en stor del af lille Danmark atter ramt af en kraftig blæst, der desværre havde valgt at komme fra den retning, der gav nogle mere eller mindre voldsomme oversvømmelser i store dele af det danske land. 

Det vestfynske område gik heller ikke fri, men man undgik da de store ulykker. Men både på strandene Næs og Mariendal havde vandet sneget sig et godt stykke op på land og her efterladt træ i alle længder og tykkelser samt masser af tang. På Næs var der lys hos enkelte af de beboere, der havde taget turen til deres Tobleronehuse for at passe på husene, og der er nok blevet gået lidt frem og tilbage af beboerne, indtil vandet atter trak sig tilbage. 

Efterfølgende gav det et nok så stort rengøringsarbejde, for det er ikke småting, vandet har fået afleveret, inden det trak sig tilbage igen.

I selve marinaen var der tilsyneladende ingen problemer. Her havde sejlerne taget sig i agt for vejrudsigten, og så ligger man også sådan lidt i læ for den skarpe vind, der havde valgt weekenden til at puste sig op på.

I den forbindelse kom den skrivende til at tænke på de gamle dage. Her var der ingen marina på Næs. Nej da. Her var sejlernes domæne broen i inderhavnen ved siden af skibsværftet. Og her ved broens start havde Assens Kajakklub også sit beskedne materialehus. Ak ja, det var jo i de gode gamle dage.

Men i Assens har kommunen jo sat fokus på klimatilpasning, fordi klimaforandringerne kræver, at man tilpasser sig. Kommunen vil arbejde for, at minimere risikoen for oversvømmelser og skabe plads til vandet, så det gør mindst mulig skade. Når det gøres smart, kan vandet bruges som en ressource, frem for at undgå en trussel, siger kloge hoveder i det kommunale system.

En anden, der sådan set også har blæst sig gevaldigt op her for nylig, er campingejeren på CampOne på Næs i Assens. Med et ordvalg – i retning mod det kommunale styre – som blandt andet dette, der stod at læse i den daglige avis, lød det: ”Vi står med en grund, der ikke er to potter pis værd”, ligger han da op til en dejlig tid i Assens og til et godt samarbejde med kommunen.

Del denne historie på: