Vejarbejde på vejarbejde på vejarbejde de næste 3-4-5 år
Vejarbejderne har været mange i de senere år i vores kommune, og de har især handlet om kloakseparering og udrulningen af fjernvarme. Fjernvarme Fyn har afsluttet sine projekter i Vissenbjerg Nord og Skallebølle, mens der kan komme fjernvarme til Skallebølle Syd – forudsat at 20 boligejere siger ja til det. Aktuelt har 6 meldt deres interesse.
Assens Fjernvarme er – som flere gange fortalt i Folkebladet – i gang med at rulle fjernvarme ud til Aarup og en række landsbyer og enkeltbolivsd langs transmissionsledningen mellem Assens og Aarup.
De første huse i Aarup har i et halvt års tid kunnet lune sig med fjernvarme, men endnu mangler især den ældre del af Aarup på at blive forsynet med fjernvarme.
Samtidig med disse arbejder er Assens Forsyning i gang med at kloakseparere i den centrale del af Aarup. Den nordlige del af kommunen er præget af den igangværende anlæggelse af en ny jernbanelinje mellem Odense og Kauslunde.
Et projekt, som indebærer bl.a. 34 nye broer, hvoraf nogle er underføringer, andre overføringer. Det betyder bl.a. omkørsel på Søndersøvej, spærring af Rørupgyden med meget mere.
Nyttige hjemmesider
På Assens Kommunes hjemmeside assens.dk kan man orientere sig om aktuelle projekter, det være sig kortvarige, som når en vej er spærret i måske tre dage på grund af træfældning, og de længerevarende projekter, som spærringen af Rørupgyden, der varer i adskillige måneder.
På Assens Kommunes hjemmeside skal man klikke på ”borger”, derpå på ”trafik og veje” og endelig på ”aktuelt lige nu”.
Da det er Vejdirektoratet sammen med Banedanmark, som står for anlæggelsen af den nye dobbeltsporede højhastighedsbane er det på Vejdirektoratets hjemmeside, at man finder information om projektet.
På vejdirektoratet.dk skal man klikke på ”projekter”, derpå ”Ny jernbane over Vestfyn”. Her kan man bl.a. klikke på ”Dokumenter”, hvor man finder præsentationerne fra to informationsmøder holdt 26. august og 3.december 2024.
På fjernvarmefyn.dk skal man klikke på ”nye områder”, for at få information om udrulningerne til Vissenbjerg og Skallebølle.
På Assensfjernvarme.dk finder man henvisningen til fjernvarmeudrulningen under ”Fjernvarmen er på vej til Aarup og landsbyer”.
På Assensforsyning.dk gemmer informationen om kloaksepareringer under ”projekter”.
På de nævnte hjemmesider kan man også finde prognoser for, hvornår arbejderne forventes færdige. Et er sikkert går der flere år, inden de mange arbejder er slut.