Tag børnene med til Børnevalg 2022 på biblioteket
Assens Kommune
AssensBibliotekerne inviterer til Børnevalg 2022, for at styrke børnenes forståelse for og lyst til at deltage i demokratiet. Fra den 13. oktober til 1. november kan børnene gå til stemmeboksene på kommunens seks biblioteker og vælge, hvem der skal vinde årets Børnevalg.
På www.børnevalg.dk er årets kandidater præsenteret, og samtidig åbner børnebiblioteket for, at børnene kan møde op og afgive deres stemme på favoritfiguren på en stemmeseddel.-
Børnevalg handler om at skabe demokratisk dannelse også for de helt små. I en valgkamp er det oplagt at bruge figurer, børnene kender fra deres bøger til at formidle det der med valg til dem. Bibliotekernes væsentligste opgave er at understøtte demokratiet gennem debat og adgang til litteratur og viden. Det gælder også for børn, og børnevalget er en fantastisk måde at få det afmystificeret på for de mindste” siger direktør i Danmarks Biblioteksforening, Michel Steen-Hansen. Børnevalg 2022 er arrangeret af Danmarks Biblioteksforening i samarbejde med landets børnebiblioteker.
Børnevalget læner sig op ad de samme præmisser for valget som for de voksne, og børnene får en stemmeseddel med de børnelitterære kandidater, som er præsenteret ved flotte valgplakater og slogans. Som ved andre valg skal de små mennesker efter grundig overvejelse afgive deres stemme.
Valget bliver afgjort ved flertalsvalg akkurat som ved andre valg.
Børnevalget er en øvelse i demokratiet og en indsigt i folkestyret, men det er også en oplagt formidlings-form henvendt til børn, for man inddrager legen og børneperspektivet. Vinderen af årets børnevalg offentliggøres på bibliotekets hjemmeside og facebookside, når alle stemmer er talt op.