SF har ni kandidater klar parat til kommunalvalgkamp
Assens Kommune
13. april 2025
SF i Assens Kommune har nu sine kandidater klar til det kommende kommunalvalg, efter partiet på en generalforsamling mandag 10. marts valgte de sidste kandidater til listen.
– Lidt usædvanligt for kommunalpolitikere har mange af kandidaterne små børn, fortæller formand for SF-Assens Jesper Terp, og han har også et bud på, hvorfor mange med småbørnsfamilier har haft lyst til at stille op for SF:
– Jeg tror at SF’s stærke fokus på kernevelfærden – daginstitutioner, skoler, ældrepleje – og på naturen og klimaet appellerer til mange. Tag for eksempel klimaet. Jeg tror at mange føler, at det giver virkelig god mening at engagere sig politisk, at forsøge at gøre en forskel for klimaet i fællesskab. Også selvom man er en travl børnefamilie – eller for den sags skyld, hvis man har travlt med børnebørn.”
Jesper Terp står selv som nummer to på kandidatlisten. Han blev sammen med Simon Meyer Off og Anita Larsen valgt til pladserne som nummer 2, 3 og 4 i efteråret.
Jeanette Sandberg blev allerede sidste forår valgt som SF’s spidskandidat og hun glæder sig over at partiet nu kan stille med en færdig kandidatliste:
– Vi skal have genoprettet velfærden i Assens Kommune. Det skylder vi vores børn og ældre. Og vi skal have implementeret en ambitiøs klimastrategi. Derfor håber vi på et godt valg, så SF kan få endnu større indflydelse. Det kræver en stor holdindsats i valgkampen, hvor vi er mange, både kandidater og frivillige, der bidrager. Derfor er jeg virkelig glad for, at så mange gode folk har haft lyst til at være kandidater for SF.
De ni kandidater er:
Fuldmægtig Jeanette Sandberg, 40, Tommerup St.
Gymnasielærer Jesper Terp, 41, Tommerup St.
Lægestuderende Simon Meyer Off, 29, Ebberup
Pædagog Anita Larsen, 54, Aarup
Socialrådgiver Trine Langhoff, 53, Glamsbjerg
Bibliotekar Mette-Rose Kongstad, 32, Glamsbjerg
Centerdirektør Michael Iwersen, 45, Thorø Huse
Konsulent og projektleder Kim Nørgaard Kruse, 35, Sø Søby.
Førtidspensionist Charlie Kæmpe Hartvig, 36, Glamsbjerg.
SF anvender sideordnet opstilling ved kommunalvalget, hvilket betyder at det er de personlige stemmer, der afgør, hvem der bliver valgt.
Der er kommunalvalg den 18. november 2025.