Politiker med godt skrivearbejde!

Assens Kommune

29. maj 2023

Af Helge Desler

Selv politikere kan begå fejl. Det blev man endnu engang gjort opmærksom på her for nylig, da de store aviser havde ryddet forsiderne, hvor man i stedet kunne fortælle en historie om en borgmester, der ikke kunne holde fingrene for sig selv.

Nu kan læserne være ganske rolige. Det er ikke en sag, jeg vil rode mere op i, for manden ligger jo, som han har redt, og det bliver i sidste ende en dyr historie for ham.

Nej, det var en helt anden historie, jeg ville skrive om. Og det var om den dengang nyankomne Bo Østlund. Han havde 20 år på Fyens Stiftstidende som leder af avisens krimi- og reportagegruppe. Desuden var han lokalredaktør i Assens og har som freelancejournalist siden 2000 skrevet til samtlige danske aviser, men han manglede lige Fyens Stiftstidende i rækkefølgen, fortælles der.

Men Bo Østlund var også forfatter med mere end 30 udgivelser siden årtusindskiftet. Biografier, samtalebøger og historiske værker, blandt andet ”Modne Mænd”.

Vi havde på Lokalavisen dengang et godt samarbejde med Bo Østlund. Vi hjalp hos ham, hvis vi kunne. Og det samme gjorde han ved os. Og det var som regel om mandagen, når der skulle tekst med fra byrådsmøderne.

Bo Østlund var alenefar, og det hændte, at han havde sin knægt med til byrådsmøderne. Og ad og til bad han om hjælp. Jeg skulle bare kigge efter knægten, mens Bo gik over gaden til avisens kontor, hvor han fik skrevet og sendt en stor del af byrådets nyheder. Skulle der så være mere nyt fra byrådet, der løb på sit sidste vers, så fik vi lige en briefing, og Bo fik skrevet det sidste ned og sendt. Ind imellem var knægten faldet i søvn

Jo, der kunne godt være drøn på sådan en mandag eftermiddag – og aften i den gamle byrådssal på Østergade, når de sidste kommunale nyheder skulle nedfældes. 

Bo Østlund er i dag en anerkendt forfatter, og hans bøger kan varmt anbefales. 

Del denne historie på: