På et enkelt møde blev antallet af gå-venner mere end fordoblet

Assens Kommune

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Da Hjerteforeningen i november kaldte til inspirationsmøde om det relativt nye initiativ gå-venner på i Galleriet på Industrien i Aarup, lykkedes det at få mere end fordoblet antallet af gå-venner i kommunen, idet fire ny meldte sig – i forvejen var der to-tre.

Det kalder initiativtager Hanne Andersen for en succeshistorie i en tid, hvor det kan nogle gange kan være op ad bakke at skaffe frivillige.

– Men vi drømmer jo om at have gå-venner rundt omkring i hele kommunen, siger Hanne Andersen og nævner Glamsbjerg, Aarup og Vissenbjerg, hvor der godt kunne være brug for nogle.

  Jeg er selv bidt af at være gå med-ven for dem, der sidder og ikke har mod på at komme ud på grund af ensomhed eller andre udfordringer, siger Hanne Andersen.

Hvor og hvor langt man går er op til den enkelte. Man tager udgangspunkt i personens bopæl, og hvad han eller hun kan klare. Det er Assens Kommune, der har kendskabet til borgerne og derfor formilder kontakten mellem borger og gå-ven. Men man er velkommen til at henvende sig til Hanne Andersen på mailadressen hjertemotion.assens@gmail.com, så guider hun gerne videre.

Skildpaddeture

Noget lignende og alligevel noget andet er skildpaddeturene, hvortil der også er brug for gå-værter. Her går man i grupper på seks-syv personer, der har udfordringer med at gå og for eksempel ikke går så hurtigt. Hanne Andersen har i en periode også fungeret som gå-vært.

– Jeg var gå-ven i den ene uge og gå-vært i den anden. På skildpaddeturene gik vi som regel i Skovanlægget (i Assens red.), der er en bålhytte hvor vi kunne holde pause undervejs. Jeg håber, det lykkes at finde en gå-vært til gruppen i Assens, siger Hanne Andersen, der selv gerne vil koncentrere sig om at være gå-ven, men har tilbudt også at være afløser på skildpaddeturene. 

Når man melder sig som gå-ven, bliver man tilbudt et gratis kursis, der sikrer, at man føler sig tryg ved opgaven. (liw)

Del denne historie på: