Ønske: Cykelsti hele vejen fra Tommerup St. til Vissenbjerg
Assens Kommune
18. februar 2022
Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net
Assens Kommune håber på statsstøtte til 12,9 mio. kroner dyr cykelsti langs befærdet hovedvej. Tre ander steder i kommunen etableres cykelstier i indeværende år. For eksempel gøres Grønnemose-Aarup-stien færdig.
Hvis Assens Kommune opnår statsstøtte på omkring halvdelen af udgifterne fra en cykelstipulje, kan cykelglade borgere og ditto turister, se frem til, at man vil kunne komme sikkert på cykel fra Tommerup St. til Vissebjerg.
Strækningen er øverst på prioriteringslisten over cykelstier. I forvejen er der cykelsti fra Lergyden til Vissenbjerg og kantbaner, der ikke anses for væsentligt sikrere end slet ingenting, på resten af strækningen. Ønsket er at erstatte disse med en dobbeltrettet cykelsti, gennem Skalbjerg dog med en dobbeltrettet fællessti, det vil sige at både fodgængere og cyklister skal kunne færdes der. Der er 200 mio. kroner i den statslige pulje til cykelstiprojekter i hele landet. Også i 2021 søgte Assens Kommune om støtte, uden at komme i betragtning.
Grønnemose-Aarup
gøres færdig
Men det er ikke den eneste cykelsti, der er på tegnebrættet i nær fremtid.
Da cykelstien mellem Grønnemose og Aarup blev indviet i oktober, stoppede den ved byskiltet. Nu skal den føres helt ind i byen.
Udvalget har kigget på to løsninger. Den ene via viadukten, den anden – og billigste – via gangpassagen under banelegemet. Valget faldt på den billigste, og det vil betyde, at cyklister må hoppe af jernhesten og trække den gennem den smalle tunnel, der vil blive forsynet med en rampe til cyklen, for at komme helt ind i byen. Fra byskiltet og frem til en sikker overgang mod bagsiden af stationen, vil der blive lavet en 2 minus 1-vej. En vejstrækning med en smallere kørebane og stiplede linjer i siderne, som primært er for bløde trafikanter, men hvor også bilister kan trække ud, når de møder modkørende.
Den løsning ventes at koste 250.000 kroner.
Den noget dyrere løsning, som blev fravalgt, var med brede kantbaner langs Vandværksvej og signalanlæg ved viadukten, der skulle sikre, at trafikken kun kørte i en retning, når cykler skulle passere.
Skolevejen sikres
Også i Flemløse, kan de se frem til at kunne færdes mere sikkert på cykel. Siden Flemløse Skole lukkede har det været et ønske i landsbyen, at børn derfra kunne komme sikkert til og fra skole i Glamsbjerg. Den længe ventede cykelsti ventes med udvalgets beslutning igangsat i år med start ved jernbaneoverskæringen på Langgade og frem til byzonen i Glamsbjerg, hvor den kan sluttes til eksisterende cykelsti.
Der bliver tale om enkeltrettede cykelstier, altså en i hver vejside. Projektet anslås at beløbe sig til fire mio. kroner.
Lidt billigere bliver den sidste sti, som det er planen at realisere i år. Det er en strækning langs Søndersøvej mellem Duedal Huse og Vissenbjerg Skole. Også her er der tale om cykelsti i begge vejsider. Cykelstien vil koste omkring to mio. kroner.
Når den foreslås nu, er det fordi, der også er planer om en ombygning af krydset Odensevej/Søndersøvej, og at det derfor er relevant at tænke cykelstien og signal til denne ind samtidig.