Mundbind – og det sidste stik!

Assens Kommune

13. december 2021

Af Helge Desler

Så er det i skrivende stund igen et krav om at bære masken, såfremt man skal handle, med kollektiv transport, flyve eller på sygehuset. Men selvom langt størstedelen har husket at medbringe det lille firkantede stykke stof, så bliver det budt velkommen med blandede følelser. 

Mens nogle er helt okay med igen at trække de hvide stropper bag ørerne, så er andre nok noget mere uforstående. Og det var ikke den store jubel, man hørte rundt omkring.

Mens den skrivende var med på lørdagens indkøbstur kunne man nok se, at folk havde læst eller hørt om at mundbindet atter hørte til påklædningen, idet de fleste havde iført sig dette. Så mon det dog skulle få nogen betydning for den kommende julehandel? 

Men i Jyllands-Posten for nylig kunne man læse, at mundbind nok vil holde nogle kunder væk, mens andre kommer med ”en helt klar købsintention”. Forbrugslysten er der, og man vil gerne forkæle hinanden og gøre lidt ekstra i julemåneden. Folk har tilsyneladende også pengene, så den skrivende tror, at man får en rigtig fornuftig julehandel – og det forventer og håber vi naturligvis også i det vestfynske handelsliv. 

Og så var der ellers ryk-ind – onsdag den 1. december – på den gamle handelsskole på Niels Kjærbyes Vej i Assens. Folk i den – for de flestes vedkommende – modne alder valfartede – efter indbydelse – til skolen for at få revaccinationen mod COVID-19. 

Den skrivende var selv blandt disse deltagere og fik dermed det 3. stik og afsluttede dermed sit vaccinationsforløb mod COVID-19, og skulle efter sigende – som der stod i indbydelsen – få en bedre og formentlig også en længerevarende beskyttelse mod COVID-19.

Men ærlig talt, så ville jeg nu – som Jyllands-Posten samtidig skriver – gerne være fri for at se statsministeren og sundhedsministeren, der jo ikke har noget problem med at pege fingre ad en bestemt befolkningsgruppe og betragte denne gruppe som kernen bag smitten og udbrede fortællingen om, at hvis bare denne gruppe kunne blive vaccineret, så ville smitten forsvinde.

Det er ikke første gang, at vi ser, at politikerne peger fingre ad en bestemt befolkningsgruppe og udstille dem som kernen bag alle problemer. Det er en farlig vej at gå og skaber kun grobund for mere splittelse og polarisering.

Fortsat god uge!

Del denne historie på: