Lykkeland!

4. april 2022

Af Helge Desler

Mens Ukraine i disse uger mere eller mindre bliver lagt i ruiner, så kæmper indbyggerne stadig tappert for deres land og deres egen overlevelse mod det russiske overherredømme. 

Alle kan vi blive inspireret til at turde gøre noget, hvad enten det drejer sig om at donere, tage imod flygtninge eller hjælpe med kampen på nettet, fortæller dagbladet Information. Krigen i Ukraine kommer til at forme hele verdens fremtid. Hvis tyranniet og aggressionen får lov at vinde, vil vi lide under konsekvenserne. Det nytter ikke at forblive passive iagttagere. Vi må tage stilling og træde i karakter.

På den hjemlige front, ja, der har man – selv om krigen har raset i Ukraine – brugt tiden til at finde frem til de mest lykkelige lande i verden.

Således er Finland blevet kåret til verdens lykkeligste land for femte år i træk, mens Danmark har kilet sig ind på andenpladsen. Det er en plads højere end i 2021, hvor Danmark lå på tredjepladsen.

Afghanistan ender i bunden af listen. 

Rapporten fra 2022 markerer 10-års-jubilæet for FN-initiativet World Happiness Report, og listen gælder for 146 lande.

Rapporten er baseret på en sammenregning af flere faktorer. De tæller blandt andet opfattelsen af omfanget af korruption, generøsitet, frihed, forventet levetid, social støtte og bruttonationalprodukt per indbygger. Og landene fordeles ud fra data fra de seneste tre år.

Forskerne bag rapporten har noteret en generel stigning i antallet af gode gerninger under coronapandemien.

Således er antallet af folk, der har hjulpet en fremmed, doneret penge til velgørenhed eller ydet frivillig arbejde, vokset i både 2020 og 2021 generelt set.

Samtidig er niveauet af stress steget med otte procent i 2020 og fire procent i 2021 sammenlignet med perioden før corona, står der i rapporten. Efter Finland og Danmark følger landene Island, Schweiz, Holland, Luxembourg og Sverige på listen. Norge indtager ottendepladsen, mens Tyskland ligger nummer 15.

I bunden af listen, som består af 146 lande, finder med Afghanistan, Libanon og Zimbabwe ligger lige over.

Nogle skaber jo lykke hvor de går, andre når de går. Sidstnævnte kunne man jo godt ønske sig for en vis russisk præsident i disse dage.

Siden 2012 er listen blevet udarbejdet med data fra det amerikanske analyseinstitut Gallup blandt andre kilder.

Så jeg vil slutte ugens klumme med Kim Larsens ord: ”Livet er langt, lykken er kort, salig er den, der tør give den bort”. Og lidt lykke og held kan man godt ønske til det ukrainske folk, der stædigt kæmper for deres liv og deres land i denne tid.

Vi håber det lykkedes!

Del denne historie på: