Kulturkaravanen ”Visioner fra Vandkanten” slår sig løs i Assens Kommune
Kulturkaravanen ”Visioner fra Vandkanten”, som Teatret Kimbri står bag, besøger Assens Kommune i perioden 30. maj til 2. juni 2021.
Karavanen begyndte sin færd i Stege den 12. maj for at fortsætte igennem hele Danmark med Blokhus som endemål den 13. juli. På sin vej gennem en lang række lokalsamfund samarbejder karavanen med lokale aktører om forskellige projekter, som også gælder for besøget i Assen.
I Assens Kommune ser programmet således ud:
• Allerede den 23.-25. maj får Jordløse besøg af Insolite Lights, som står for en workshop, hvor der skal produceres lanterner, som siden vises frem i et optog den 30. maj
• Den 30. maj midt på dagen kommer selve karavanen med hestevogne, musik og teatertrup til Jordløse, hvor Lokalrådet i øvrigt benytter lejligheden til at indvie diverse nye lokale faciliteter – og klokken 19.30 er der optog med lanterner
• Den 31. maj kommer karavanen til Haarby, hvorfra den fortsætter til Frøbjeg-Orte. Begge steder opføres teaterforestillingen ”Sælkvinden” som skoleforestilling. Klokken 16 er der parade i Frøbjerg-Orte
• Den 1. juni fortsætter karavanen til Aarup, hvor der er parade gennem byen fra klokken 15, og hvor der samarbejdes med Musik på Industrien om koncerten ”Kvinderåberne” klokken 19.30 på Industrien
• Den 2. juni spilles ”Sælkvinden” på Industrien – for skolebørn – inden karavanen fortsætter til Middelfart Kommune
Assens Kommune finansierer de tre teaterforestillinger og lanterne-workshoppen, og har desuden hjulpet med at formidle kontakterne mellem karavanen og de mange lokale aktører.
AARUP:
Kvinderåberne fyrer ordkanonerne af på Sanggårds Plads
Louise Ring Vangsgaard – Mariane Siem – Julie Heebøll – Foto: Franseska Mortensen. Kvinderåberne alias Louise Ring Vangsgaard, Mariane Siem, Julie Heebøll, Elisabeth Groot fyrer ordkanonerne af ved en koncert på Sanggårds Plads 1. juni klokken 19.30.
Kvinderåberne er ”Fire dejlige syngende kvinder med kraft, saft, skønhed og skrøbelighed”, kan man læse på hjemmesiden ”Nordisk Kraft”, hvor det også anføres at
”Vi er på rejse i et landskab besjælet af danske ballader og improvisation.
Vi undres, glædes, udfordres, holder os for ørerne, falder i svime i vellyd m.m.”.
Det er ganske gratis at overvære koncerten. Musik på Industrien giver kaffe og kage til koncertgæsterne.
Tilmelding ikke nødvendig, da forestillingen foregår i det fri.