Sådan synger Steffen Brandt i TV2’s vidunderlige sang fra 1996. Den kom jeg til at tænke på for nylig, da jeg var med som ”vognstyrer” på indkøb i en af de mange velassorterede dagligvareforretninger, der er i Assens.

Og bedst som vi stod der i køen, kom der en kvinde hen til køen, og hun havde højest sandsynlig ikke tid til at vente på, at det blev hendes tur, så hun råbte højt: ”Kan vi ikke få åbnet en kasse mere”. Det til trods for, at vi kun stod ganske få kunder i køen.

Sådan kan brok også opleves. Jo, brok er faktisk en kultur, vi har udviklet. Brok er blevet en dansk omgangsform – selv når vi møder mennesker for første gang.

Problemet er ikke så meget, at vi brokker os, men problemet er, at vi mange gange brokker os uden nogen form for effekt.

Jeg læste for nylig en undersøgelse fra Stanford University. Konklusionen var, at en halv times brok om dagen kan skade hjernen. Det gælder både, hvis du er den, der brokker dig, men også hvis du er hende/ham, som lytter til andres beklagelser. 

Årsagen er, at de negative udtalelser påvirker en specifik del af hjernen, nemlig hippis´campus, hvor din hukommelse blandt andet sidder. Når de daglig udsættes for brok igen og igen, er der også større sandsynlighed for, at du brokker dig mere.

Problemet er ikke så meget, at vi brokker os, men problemet er, at vi brokker os uden nogen form for effekt.

I Ældre Sagens medlemsblad læste jeg for nylig, at man i folkemunde taler om, at danskeren er udstyret med et brokke-gen. Det har vi til fælles med nordmænd og til dels også med vores svenske naboer. Netop fordi vi lever i demokratier, hvor vi uden frygt for repressalier kan sige, hvad vi mener.

Brokkerier er blevet flyttet fra læserbreve i de etablerede medier, der arbejder under ansvar over for presseloven, til de uredigerede sociale medier som Facebook og Twitter.

Problemet er – hvis det er et problem – at her kan alle sige, lige hvad de vil. Uden at blive redigeret eller stillet til ansvar. 

De sociale medier er vor tids brokkasser, kan man læse. Her argumenterer man ikke. Og her bliver tonen grovere og grovere. Her er vi alle sammen en slags mandagstrænere.

Og lad mig så slutte med et par linier mere fra Steffen Brandts vidunderlige sang ”Kom lad os brokke os” fra 1996: ”Alt for meget snak. Og lidt for lidt handling. Det hjælper ikke et hak. Med det der såkaldte opsving”.