Hver 9. flytter tilbage til barndomskommunen

Assens Kommune

14. januar 2022

Af Lise Wolf -lw@folkebladet.net

Fynboer har ry for at være hjemmefødninge, der søger tilbage hvor de kom fra, efter at uddannelse har “tvunget” dem til ophold et andet sted i en årrække. Men det gælder tilsyneladende ikke for dem, der stammer fra Assens Kommune.

I en ny undersøgelse lavet af Momentum havner Assens Kommune på en 80. plads over de kommuner, hvor flest fra årgang 1986, altså de 35-årige i 2021, var flyttet tilbage til den kommune, de boede i som 15-årige. Undersøgelsen dækker kun de 35-årige, der har været fraflyttet i mindst to sammenhængende år. I Assens har 11,5 procent eller mellem hver ottende og niende fundet tilbage. På landsplan gælder det for 14 procent eller omtrent hver syvende.

Listen er dog kun et øjebliksbillede. Således havner Kerteminde Kommune på en 42. plads i 2021 med 14,4 procent tilbageflyttere. I 2017 var den i top 10 med godt 20 procent hjemvendte 35-årige.

I år topper Syddjurs listen. Her er 21,1 procent af årgang 1986 flyttet tilbage. Nyborg kommer lige efter med 18,7 procent.

Ifølge ejendomsmæglerkæden Home, der har kigget nærmere på undersøgelsen, spiller boligpriserne, hvor let det er at komme på arbejde i de større byer, gode barndomsminder og nærheden til bedsteforældre ind, når årgang 1986 vælger bosætningskommune. Især på grund af boligpriserne ser man derfor større interesse for kommunerne omkring de større byer, hvor det er billigere at købe bolig end i de store byer.

Fakta

På Fyn og øerne ser tilbageflytningsprocenterne for årgang 1986således ud. Tallet i parentes er placeringen på landsplan:

Nyborg 18,7 (2)

Nordfyns 16,9 (12)

Faaborg-Midtfyn (26)

Ærø 15,7 (27)

Svendborg 14,5 (39)

Kerteminde 14,4 (42)

Odense 12,9 (62)

Middelfart 12,5 (67)

Assens 11,5 (80)

Langeland 9,1 (94)

Hørsholm ligger i bund på landsplan med en tilbageflytningsprocent på 8,4.

Del denne historie på: