Halvering af medlemstallet!
Ugens klumme
5. juli 2021
Helge Desler
I skyggen af Europamesterskaberne i fodbold og hele coronahistorien holdt Assens Fodbold Club tirsdag i sidste uge deres årlige generalforsamling i klubhuset på Stadion.
Det er jo synd at sige, at det blev det store tilløbsstykke, idet der kun mødte FIRE af klubbens medlemmer op – naturligvis foruden klubbens bestyrelse. Undertegnede har i de mange år, han har deltaget i klubbens generalforsamlinger aldrig oplevet en så ringe mødeprocent. Men det får coronaen sikkert også skylden for.
Men det var nu heller ikke den mest positive beretning fra klubbens formand, Lars Peder Larsen, man hørte. Blandt andet kunne han fortælle, at man havde haft en halvering af medlemstallet i corona-året, og det havde man naturligvis kunne mærke på det økonomiske slutresultat med hensyn til den mindre kontingentindbetaling. Ikke noget at sige til, at selve regnskabet havde underteksten ”Et atypisk regnskabsår”.
Ligeledes havde kiosken været lukket i sæsonen på grund af coronaen, og det har der naturligvis så ikke været meget indtjening i.
Men den største skuffelse i den afsluttende fodboldsæson, sådan rent sportsligt, må dog være, at klubbens førstehold endnu en gang skal starte den nye sæson i serie 2. Nr. Broby tog førstepladsen i rækken og dermed oprykningen.
Men Assens må så afgjort høre til højere oppe i rækkerne. Men som en klog mand engang sagde: Man skal jo gøre sig fortjent til det.
Det er jo pudsigt, at byens to store idrætsforeninger, fodbold- og håndboldklubben rent resultatmæssigt hører til i de nedre regioner i turneringsprogrammerne, ja, håndboldklubben har sogar slet ingen seniorhold i den nuværende sæson. Og det i en by af Assens størrelse.
Og med hensyn til bestyrelsens sammensætning må det være et kæmpe minus for Assens Fodbold Club, at klubbens PR-mand med meget mere, Lars Bæk Pedersen, på generalforsamlingen ikke ønskede genvalg. Han har – om nogen – været med til at give klubben det positive præg og den goodwill, som klubben har hos de mange sponsorer. Alene hele arrangementet med besøget af OB’s superligahold på Assens Stadion sidste år stod der Lars Bæk Pedersen på, og det blev – trods det dårlige vejr – en stor succes, både for spillere, ledere og tilskuere.
Helge Desler