Flertal i byrådet står bag budget med noget til både unge, gamle og dem midt imellem

Assens Kommune

25. september 2025

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Knap 10 mio. kroner til ældreområdet over de næste fire år, gratis busser, flere juniorklubber, gratis busser og genindførelse af natbusser, flere almene boliger og mere erhvervsjord og millioner til asfalt.

Ovenstående er blot enkelte neddyk i det budgetforlig, som Venstre, Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten enedes om forleden.

Selv om det sammen med alt det, vi endnu ikke har nævnt kan ligne den rene gavebod, understreger partierne bag aftalen, at der også er afsat et budgetværn på 20. mio. kroner hvert år til at imødegå uforudsete, ekstraordinære udgifter, og der bliver afdraget på gælden.

Hjem fra Odense – også om natten

Det vakte noget røre, da det blev besluttet at droppe busafgange. I en forsøgsperiode på to år vil det igen være muligt at komme fra Odense til Vissenbjerg, Aarup og Haarby med to afgange henholdsvis fredag og lørdag aften/nat.

Derudover bliver det gratis for alle borgere at køre med lokalbusserne, som hidtil kun har været gratis for børn og unge under 16 år. Tiltagene sker for at tilskynde flere til at tage bussen.

Lys på cykelstier

En anden mulighed for at lade bilen stå kunne være cyklen. Sikker færden på den tohjulede støttes i det nye budget med lys på cykelstierne mellem Holmehave og Tommerup og på en strækning langs Østre Ringvej i Assens, som er nogle af de resterende mørke strækninger.

Spot på uddannelse

Mange unge i Assens Kommune har ingen uddannelse og står uden for arbejdsmarkedet. Her sættes der også ind på flere fronter. Der afsættes  for eksempel to mio. kroner i 2026 og 27 til oprettelse af et fraværsteam, der skal forebygge skolefravær, og for at spore de unge ind på vejen mod uddannelse og job, afsættes der penge til en fritidsjobformidler. Spirejob er også sikret at kunne fortsætte i hvert fald i de næste to år. Det er job for de 14-17-årige på plejehjem, i børnehaver og SFO’er.

Udvikling af skoler

I alt 18 mio. kroner over de næste tre år øremærkes renovering af faglokaler på henholdsvis Haarby Skole, Ebberup Skole og Peter Willemoesskolen i Assens. Dertil er der også opmærksom hed på vedligholdelse på skole- og dagtilbudsområdet. Til det formål er der de næste tre år afsat 8,5 mio. kroner.

Flere penge til at passe egne børn

Hjemmepassere, der foretrækker selv at passe deres børn frem for at sende dem i dagpleje, vuggestue eller børnehave kan se frem til et større tilskud. Hidtil har man kunne få et beløb, der svarer til 63 procent af den billigste kommunale pasningsordning, dette øges nu til et maksimum på 85 procent de kommende to år.

Knap 10 mio. til ældreområdet

Udgifterne på ældreområdet øges de næste tre år med 9,75 mio. kroner. Der kommer blandt andet fokus på det nye centrale aktivitetstilbud, som placeres på Dærupvej i Glamsbjerg. Det er et nytænkende tilbud til ældre bredt set, herunder også borgere med demens og deres pårørende, og tanken er også at inddrage frivillige og foreninger i projektet. Velfærdsteknologi, der kan spare arbejdskraft og øge livskvaliteten på plejehjem er også kommet medgå udgiftssiden.

Veje og byer

Mange veje rundt omkring i kommunen bærer præg af mangelende vedligeholdelse. Det skal opprioriteres er parterne bag budgetforliget enige om. Der lægges 26 procent eller 11 mio. kroner oven i det beløb, der allerede var afsat, så der de næste fire år er i alt godt 54 mio. kroner på anlægsbudgettet til vejene. Hertil kommer udvikling af byerne, hvor det især er Glamsbjerg, der nævnes. En udviklingsplan for byen og dens omegn er undervejs. Her nævnes blandt andet, at hvis ikke det lykkes at redde Glamsbjerg Friluftsbad, vil de kommunale kroner, der er afsat til formålet i stedet blive reserveret til byudviklingen.

Der er også afsat penge til byggemodning af grunde til tæt/lavt byggeri, kompaktgrunde og parcelhuse i Vissenbjerg og Brylle samt til flere almene boliger – i alt syv mio. kroner til grundkapital i Aarup og Brylle. For at støtte erhvervsliv og mulige arbejdspladser er der også afsat fem mio. kroner til erhvervsjord.

Vi har stadig ikke nævnt alt om budgettet. Vil du dykke nærmere ind i det, kan du finde det på www.assens.dk

Del denne historie på: