Fire naturområder får et løft…

Assens Kommune

Assens Kommune har ydet støtte til fire lokale initiativer, der skal gøre det nemmere at opleve og udforske naturen i Høj- og Vestfyn

Borgerforeningen Verninge og Omegn har fået kommunal støtte til at skabe nye naturoplevelser. Verninge Mose er et populært gåtursområde, som allerede har flere gode stier. Det bliver nu muligt at tage sig en overnatning undervejs på vandreturen i et ny shelter.

– Verninge Mose er et populært sted at gå tur. Når vi får sat det nye shelter op, så giver det nye muligheder for gode oplevelser i naturen, fortæller formand for Borgerforeningen Verninge og Omegn, Christine Jakobsen.

Midlerne kommer fra en kommunal pulje på 100.000 kroner, hvor borgere har kunnet søge om tilskud til at forbedre og udvikle naturområder i kommunen. I den forbindelse har kommunen støttet fire lokale initiativer, der vil forbedre stier, opsætte et shelter, forbedre en udsigtsplads og skabe nye undervisningsmuligheder i naturen.

Salbrovad bliver puljemidlerne transformeret til blandt andet stier og undervisningsmuligheder ved Puge Mølle.

– Nogle af dem, der særligt får glæde af den kommende sti ved Puge Mølle og Puge Mølle Å, er Salbrovadskolens elever. De kan nu få undervisning i både historie, idræt og teknik/miljø ved at gå en tur på stien. Herudover vil stien også give stor værdi for hele lokalmiljøet, som også kan benytte den, fortæller bestyrelsesmedlem i ViVilSalbrovad, Hans Jørgen Stougaard.

Nyd madpakken med udsigt over Lillebælt

I Ørsbjerg bliver et populært udsigtssted ved legepladsen på Kaslundvej forbedret.

– Vores legeplads bliver brugt flittigt af bl.a. børnehaven, men der er stejle stier, som skal sikres med rækværk. Derudover skal vi have et bord-bænkesæt op på udsigtspladsen, så børn, voksne og de turister, der tager et stop, kan nyde madpakken med udsigt til Lillebælt, fortæller formand for Ørsbjerg Bylaug, Jens Kærsbøl.

Det sidste initiativ, der er blevet givet penge, er ved Tommerupperne, hvor det er ambitionen at nye stier skal binde de to tvillingebyer tættere sammen.

– Vi har nogle stier rundt om Tommerupperne, hvor det er svært at finde vej. De skal nu friskes op med bedre skilte. Samtidig kan vi så forbinde stierne til de to nye rekreative områder Kirkebjergsøerne og Tallerupsøerne, fortæller bestyrelsesformand for Tommeruppernes Lokalråd, Martin Winther-Gaasvig.

– Vi vil gerne give borgerne gode muligheder for at opleve den mangfoldige natur, som vi har her i kommunen. Derfor gør vi stierne bedre, så det bliver mere attraktivt at opleve og udforske naturen og bruge den til eksempelvis at dyrke motion, fortæller formand for Miljø, Teknik og Planudvalget i Assens Kommune, Jens Jakobsen (V). 

Del denne historie på: