Et valg er slut
UGENS KLUMME
18. november 2021
Af Helge Desler
Valget til byråd og regionsråd synger på sidste vers. Tirsdag aften, den 16. november, sluttede valghandlingerne i de mange kommuner i det ganske land, hvor ikke færre end omkring 4.674.417 vælgere kunne stemme.
Og man kunne efter de sidste hektiske dage – som de fleste kommuner har oplevet – gå i gang med optællingen og præsentere de fleste borgmestre – og naturligvis rådets nye medlemmer – for de kommende fire år. Og naturligvis også i Assens Kommune, hvor ikke færre end 14 partier stillede kandidater op til valget. Det er for øvrigt det største antal partier med kandidater ved et kommunalvalg i Assens, blev der snakket en del om.
Nogle af de mange kandidater er jo – sikkert med glæde – blevet valgt til en plads i byrådet, mens andre nok er blevet skuffet over ikke at havde fået stemmer nok til at skaffe sig en plads i det vestfynske byråd – eller region.
Der blev jo på Fyn – inden valget – holdt en både stor og interessant Valgfolkefest – blandt andet i Assens – der var arrangeret af Fyens Stiftstidende, Fyns Amts Avis og TV Fyn. En folkefest, der jo blev en flot succes på det fynske område med de mange politikere samt interesserede gæster som deltagere. På de tre medier mente man jo, at det var klogt at samle kræfterne for at sikre det bedste afsæt for frugtbare møder mellem vælgerne og de politiske kandidater over alt på Fyn. Og det lykkedes flot.
Kommunalvalget er jo en demokratisk fest, hvor folket har indflydelse på, hvem der skal lede kommunen i de næste fire år.
De 98 kommuner tager jo ansvaret for en bred vifte af opgaver. Fra børnepasning, folkeskole og ældrepleje, over klimaforandringer og den grønne omstilling til erhvervsudvikling, turisme og iværksætteri. Som borger møder man kommunen gennem hele livet og ved kommunalvalget er det faktisk borgernes hverdag, som er på valg.
Frem til 1901 havde man flere afstemninger. På valgdagen holdt de opstillede kandidater offentlige valgtaler, hvorefter de forsamlede vælgere ved håndsoprækning stemte for deres foretrukne kandidat. Valgbestyrelsen erklærede derefter den kandidat for vinder som skønsmæssigt havde fået flest stemmer. Hvis der kun var en kandidat opstillet, blev valget aflyst, og kandidaten blev uden videre betragtet som valgt. Dette skete i omkring en tredjedel af tilfældene.
Ja, det var dengang.
Nu om dage skal der virkelig kæmpes, og det har de mange politikere så afgjort også gjort. Et hav af plakater er blevet præsenteret overalt lige fra valgkampen gik løs, og der har – fristes man næsten til at sige – været den sædvanlige konkurrence, der gik ud på, at få valgplakaterne placeret så højt som muligt på master eller træer i det vestfynske område.