Et nyt år med nye muligheder

Assens Kommune

15. januar 2022

Poul-Erik Svendsen (S), Medlem af Byrådet i Assens Kommune

Et nyt år er begyndt, hvor hverdagen fortsat er præget af pandemi, smittetal, vacciner, restriktioner og isolation. Det er fortsat en svær tid, og som borger i Assens kommune vil det være naturligt at reflektere over, hvorledes 2022 vil blive med de udfordringer, som Coronaen sætter. Det er vilkår, som også vil berøre byrådsarbejdet og Assens Kommunes som arbejdsplads. 

Efteråret har været præget af kommunalvalg, og resultatet heraf åbner nye muligheder for et bedre samarbejde i byrådet og en større inddragelse af borgerne. Assens Kommune kan blive en endnu bedre kommune at bo og leve i.

I Assens Kommune har vi forudsætningerne for, at vi alle kan trives godt. Men at opnå den bedste velfærd for alle vores borgere kræver samarbejde, bedre prioriteringer og et opgør med bureaukrati, proces, kontrol og skemaer. Derfor er det også glædeligt, at vores statsminister i nytårstalen foreslår en afskaffelse af den omfangsrige lovgivning på ældreområdet. Det er tid til at finde ind til kernen, som handler om relationer, nærvær, omsorg og faglighed. Mere hjerte og mindre kontrol. 

I 2022 vil regeringen tilbyde alle landets kommuner at blive fri af næsten alle statslige regler på en række velfærdsområder. Konkrete problemer skal fremover løses lokalt. Dette muliggør, at vi lokalt kan skabe den børnehave, den folkeskole og den ældrepleje, som netop vi ønsker. 

Statsministerens opfordring vil betyde, at tingene vil blive gjort forskelligt i kommunerene. Og ikke mindst vil det fordre en stærk ledelse og et byråd, der vil tage udfordringen op.

Socialdemokratiet i Assens er klar på opgaven!

Udviklingen i Assens Kommune foregår ikke mindst i de lokale områder sammen med dem vi kender her. Sammen med byrådet vil Socialdemokratiet i Assens fortsat arbejde for vækst, udvikling i hele kommunen, ordentlig velfærd for børn, ældre og udsatte. Endelig vil vi tilskynde til en ambitiøs grøn dagsorden for klima og natur. 

I årene fremover vil der særligt være fokus på politiske beslutninger og investeringer, der bidrager til at formindske CO2-udslip, bedre klima, miljø og bæredygtighed. Med samme fokus vil vi understøtte det stærke og vigtige kulturliv, som vi har.

Der skal fortsat være gode muligheder for vores erhvervsliv og innovative iværksættere. Udviklingsmulighederne er her og vi er alle er afhængige af, at virksomheder engagerer sig i udviklingen af medarbejdere og de unge, der skal gennemføre en uddannelse.

Et konstruktivt samarbejde i Assens Kommune og inddragelsen af borgerne, vil være Socialdemokratiets fremtidsperspektiv for det kommende år. En stor tak for det store arbejde, de yder, skal lyde til alle ansatte i Assens Kommune.

I ønskes alle et rigtig godt nytår 2022

Del denne historie på: