Det nye smil overskygger alt

Assens Kommune

18. april 2021

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Vores tænder har stor betydning for, at vi har det godt. De er afgørende for, om vi kan spise og har lyst til at smile. 

Og netop det, at vores tænder har betydning for vores livskvalitet, sætter Tandprotetikeren i Aarup nu fokus på. 

Når man møder et menneske første gang, er smilet ofte noget af det første, man lægger mærke til. Men er du en af de mange danskere, der har problemer med tænderne, kan smilet i stedet blive en hindring. Charlotte Dideriksen er autoriseret klinisk tandtekniker. Hun ejer Tandprotetikeren i Aarup, Assens, Middelfart og Odense og møder hver dag mennesker, hvis tænder spænder ben for det liv, de ønsker at leve. 

For 800.000 danskere har dårlige tænder haft så negativ indflydelse på deres liv, at de har fået dem udskiftet med en protetisk løsning. Nogle har måske ikke kunne spise rigtigt. Andre har haft ondt hele tiden. Og de fleste har været flove over det smil, de viste til omverdenen. 

– Nogle har måske vænnet sig til at smile med en hånd for munden eller grine på en bestemt måde, så de ikke blotter deres tænder. Så det hæmmer dem i høj grad, når de er sammen med andre mennesker, siger Charlotte Dideriksen.

Udover at hæmme livskvaliteten kan det også have sundhedsmæssige udfordringer at vente længere tid. 

– Hvis man venter for længe med at få trukket dårlige tænder ud, kan betændelse fra tænderne sprede sig til resten af kroppen via blodet, hvilket kan forværre forløbet af andre sygdomme som for eksempel diabetes og hjerte-kar-sygsomme, fortæller Charlotte Dideriksen.

Tæt på ægte tænder 

Når patienterne endelig tager skridtet til at få gjort noget ved deres tandproblematik, starter Charlotte Dideriksen altid med at gennemgå de muligheder, der er. Der findes både klassiske proteser, og tryklåsproteser, som klikkes fast på implantater, som samarbejdende tandlæger isætter. Tryklåsproteserne virker lige så godt som rigtige tænder, og du kan roligt tygge en nød eller knase flæskesvær uden at være bekymret for, at tænderne havner på bordet. Samtidig kan de tages ud og rengøres – modsat en bro, som sidder helt fast, hvor det kræver mere at holde den og implantaterne rene. 

Der er også mulighed for at vælge proteser, som tilpasses til patientens egen farve på tandkød og eksisterende tænder, så de ser så naturtro ud som muligt. Det er et helt kunsthåndværk, som den engelske tandlæge John Besford har ført til Danmark, og har uddannet Tandprotetikeren til at kunne lave. 

– De fleste vælger den naturtro model. Det betyder meget for dem at få et flot smil, hvor det ikke kan ses, at de har en protese. Lige meget hvad vi anbefaler, er det altid patienten, der vælger, hvilken protese der passer bedst til deres behov, siger Charlotte Dideriksen.

 

Friheden til at smile 

Der er som regel behov for at få en tandlæges vurdering ind i forløbet med proteser. Derfor har Tandprotetikeren et tæt samarbejde med en række tandlæger i Aarup og samarbejder også gerne med patienternes eksisterende tandlæger. Charlotte Dideriksen oplever også, at flere tandlæger får øjnene op for, hvilken forskel det gør for patienten, at det er en autoriseret klinisk tandtekniker, der løser opgaven, i stedet for et eksternt laboratorie. 

Hun er heller ikke i tvivl om, hvad det bedste er ved hendes arbejde.

 

– Det bedste er, når patienten sidder i stolen og prøver sin protese for første gang. Der er nogle, der er ved at græde, fordi det er så flot med de nye tænder. Hvis der skal fjernes flere tænder hos tandlægen inden, man får sin tandprotese, kan det være en voldsom omgang, men når patienten har protesen i munden og tør smile igen, så overskygger det alt.

Del denne historie på: