Demenscaféerne i Assens Kommune vinder pris

Assens Kommune

13. september 2025

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Røde Kors’ Demenscaféer modtog i sidste uge prisen som årets demensvenlige initiativ for pårørende ved Demenstopmødet 2025.

Røde Kors driver demenscaféer i både Assens, Aarup, Tommerup St. og Haarby i tæt samarbejde med kommunens demenskonsulenter.

Siden åbningen af de fire caféer i 2022 og 23 har de gjort en kæmpe forskal for pårørende til mennesker med demens ved at skabe åndehuller og fortrolige rum, hvor de pårørende kan dele erfaringer og finde støtte og fælesskaber, lyder det i en pressemeddelelse.

– Demenscaféerne fortjener stor hæder for den forskel, de gør for mennesker med demens og deres pårørende. Vi er stolte af det samarbejde, vi har med Røde Kors og Demenscaféerne, der blandt andet inkluderer faglig sparring og praktisk hjælp for eksempel med de fysiske rammer, siger Anne Grete Pilgaard, leder for Aktivitet, Forebyggelse og Demens i Assens Kommune, der indstillede caféerne til prisen.

Et forbillede

Demenscaféerne er et godt forbillede for den måde Assens Kommune gerne vil inddrage frivillighed på ældreområdet.

Social- og Ældreudvalget har for nylig vedtaget fire frivillighedsprincipper der lyder således:

1. Civilsamfundet er en ligeværdig partner i udviklingen af aktiviteter på ældreområdet.

2. Det skal være let at engagere sig

3. Frivillighed bygger på lyst og engagement.

4. Alle kan bidraget med noget.

Et godt samarbejde mellem kommunen, de frivillige og civilsamfundet er helt afgørende, mener udvalgsformand Poul-Erik Svendsen (S).

– Vi står midt i en reformstorm med både ældrereform og sundhedsreform og ser samtidig ind i stigende demografiske udfordringer. 

Den udfordring kan vi ikke løse alene. Derfor har vi brug for principper, der sætter retning og skaber fælles forståelse af, hvordan vi skaber udvikling i samarbejde med civilsamfundet. Principper, der hjælper os til at se frivillighed som et samspil, hvor både frivillige og borgere bidrager, og hvor styrken ligger i forbundetheden, siger han og understreger samtidig, at det ikke er meningen, at frivillige skal løse den faglige opgave.

– Principperne er pejlemærker, der kan understøtte lokal handlekraft på tværs i kommunen. Det er Røde Kors’ Demenscaféer et godt eksempel på, et eksempel, vi er stolte af, og som vi håber kan inspirere, siger han.

Del denne historie på: