Charlotte ud og Leif ind i byrådet

Assens Kommune

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Charlotte Vincentz Petersen, mangeårigt medlem af Assens Byråd for Socialdemokraterne, fik på byrådets aprilmøde ja til at stoppe som aktiv byrådspolitiker. Det kan man få lov til i løbet af en byrådsperiode, hvis man for eksempel har fået nyt job og ikke mener, man kan varetage byrådsarbejdet længere. Og det er netop tilfældet for 59-årige Charlotte Vincentz Petersen, der efter 14 år som formand for fagforeningen 3F GOPS i Odense har fået job som leder af 3F’s kursuscenter Langsøhus i Silkeborg og har planer om at flytte til det midtjyske.

Charlotte Vincentz Petersen havde meldt afbud til sit sidste byrådsmøde, det beklagede borgmester Søren Steen Andersen med ordene:

– Stor tak til Charlotte for indsatsen. Det ville jeg gerne sige, mens hun hørte på det, men det finder vi ud af ved en anden lejlighed.

Det bliver Leif Rasmussen, der kommer til at indtage den tomme stol i byrådssalen. Egentlig var Ashil Farokh første suppleant, men da han også har meddelt, at han flytter fra kommunen, blev det altså andensuppleanten, der måtte springe til.

Charlotte Vincentz Petersen har været medlem af byrådet siden 2014 og var den, der blev partiets borgmesterkandidat, da Finn Brunse valgte at træde lidt i baggrunden. (liw)

Del denne historie på: