Borgmesterens jule- og nytårshilsen

Assens Kommune

Af Søren Steen Andersen

Borgmester, Assens Kommune (V)

Vi har meget, vi skal nå – uanset om dagene er nogle af årets korteste lige nu. Atter et travlt år går på hæld, og vi er klar til at tage et nyt i brug. Et tilbagekig på år 2024 i Assens Kommune har på mange måder været forrygende med en masse aktiviteter rundt omkring i geografien. Mange af årets højdepunkter har i sig selv været en del af noget større og længerevarende. Nogle forløb, som definerer os som kommune.

Royalt besøg 

500-året for Kong Frederik I’s stadfæstelse af Assens’ købstadsprivilegier fik vi fejret sammen med DM Kong Frederik X og Dronning Mary. Denne helt fortryllende dag med al sin pragt, stjernestøv og forudgående eminente samarbejde i planlægningen, var kulminationen på et jubilæum for Assens, som havde mange momenter i sig i løbet af året. Også her i årets slutning med en bogudgivelse om byen på hele 424 sider. En tak skal lyde til samtlige samarbejdspartnere i arrangementerne, både her på egnen og ind mod Hoffet. Tak til alle de tusinder, der mødte frem og var med til at gøre festdagen til en stor og folkelig begivenhed uden sidestykke!

Nye vådområder

Ud for vores smukke 90 km kystlinie har vi et Lillebælt, som desværre lider. En iltsvindsrapport udkom i efteråret og indrammede på sin egen faglige vis, hvorfor vi her i kommunen arbejder på ganske mange parametre i forhold til dette miljømæssige misforhold. Rapporten udkom samme dag som vi havde landspremiere på den fast-track model, som skal tilvejebringe en masse små vådområder, som er rigtig effektive til at optage kvælstof, så det netop ikke ender i fjorde og bælter og f. eks. giver fedtemøg. De små vådområder supplerer de store, som vi laver rigtig mange af ved hjælp af den i faglige kredse så landskendte “Assens-model”, som er en inspiration for det praktiske arbejde med udførelsen af treparts-aftalen i hele landet. To ministre har været på besøg for at høre, hvordan vi gør. 

Her i kommunen har vi effektueret samt planlagt vådområdearealer svarende til det halve af tidligere Vissenbjerg Kommunes areal. Oveni alt dette er et af landets mest moderne renseanlæg nu idriftsat og leverer gode miljømæssige resultater fra dag ét, samtidig med at vi løbende eliminerer de miljøskadelige overløb af urenset spildevand fra kloaknettet direkte til naturen, når det regner kraftigt.

Grødeskæring

Af yderligere projekter kan nævnes et grødeskæringsprojekt, som skåner biodiversiteten i vores vandløb, samtidig med at disse fortsat kan transportere vand i de våde måneder på året. Markerne skal nemlig stadig dyrkes på den store, resterende del af den vestfynske fede muld. En landskabsplan for det højfynske område er ligeledes udarbejdet sammen med nye energi- og klimaplaner. 

Ovenstående, samt andre projekter i Assens Kommune, bliver udført succesfuldt, fordi vi har dygtige og dedikerede medarbejdere, samt et byråd der udstikker en retning.

Morgendagens hjemmepleje

På ældreområdet sker der meget nyt og vi er vil langt i forhold til den nye ældrelov, som træder i kraft til sommer. Udviklingen af projekt ”morgendagens hjemmepleje” bygger på, at beslutningskompetencen skal tættest ud til de medarbejdere, som kommer hos borgerne og fagligheden højnes gennem tilknytningen af visitatorer, terapeuter og sygeplejersker i de faste, mindre teams. Samtidig er vores fokus på at knytte borgere i hjemmeplejen til tilbud i lokalsamfundene højt. Det er en udvikling, som vi kan være stolte af og vi kan konstatere, at flere kommuner har rakt ud mod os for inspiration til og viden om.

Flere arbejdspladser

For at sikre os en lav ledighed i fremtiden også, er vi fokuserede på at skaffe virksomheder til. Mere erhvervsjord, især tæt på Vestfynske Motorvej, arbejder vi aktivt med. Aktørerne i især Grønnemose er godt på vej – med nye navne på ladeoperatører og restaurantkæder så sent som her i december. Og meget mere er på vej bl.a. dér. 

Virksomheder vækster

I Vissenbjerg og Aarup oplever vi en stadigt stigende interesse for erhvervsjord. I Brylle købte Assens Kommune i oktober 187.000 kvm. jord til boligudvikling af området, ligesom en ny udstykning i Vissenbjerg snart tager form. I Assens by er store udbygninger af lokale produktionsvirksomheder nu etableret, ligesom et pænt stort antal arbejdspladser rykker til byen efter en større virksomhedshandel i pibetobaksbranchen. 

Kyst- & Lystfiskercenteret har snart fundet det firma, der skal stå for indretning og formidling af centerets indhold, ligesom driften af den nationale lystfiskerstrategi endelig kom på Folketingets finanslov med 5,1 mio kr. om året til Assens. I forhold til Havørred Fyn og den fremtidige udsætning af fiskesmolt i samarbejde med de dygtige, lokale sportsfiskerforeninger, arbejdes der stadig på en varig løsning. Campingpladsen i Assens tager nu form på rigtig flot vis med store turistmæssige tiltag til følge med sine 90.000 årlige overnatninger.

Samarbejde med Røde Kors

Røde Kors har lavet en helhedsplan med en formaliseret ramme for samarbejder indenfor velfærdsområdet, som vi har indgået en aftale med dem om. Det er en af de første af sin slags i Danmark. Vores samarbejde med Røde Kors om bl.a. ukrainersituationen er meget effektivt og opløftende – og har givet opmærksomhed i disse kredse i hele landet. Tak til alle de frivillige dér også.

Snart gældfri

For at vi kan udvikle en kommune, er det et must, at økonomien er i orden. En solid økonomi er et mål i sig selv, for ellers forstyrres snart sagt alt andet. Ro på strukturerne og et stærkt samarbejde med de faglige organisationer er en forudsætning for at vi kan levere. Og det kan vi – sammen! Således er vi for femte år gået ud af et år med økonomien i balance – således både for budget og regnskab. Det første er ofte nemmere end det sidste…

De udefra kommende økonomiske rammer gør ellers ikke livet nemmere for kommunerne – heller ikke med indeværende års økonomiaftale mellem regering og KL. Men vi landede godt på benene atter engang – et enigt byråd indgik for femte år i træk en ansvarlig budgetaftale. Tak for det til alle! 

Vores langfristede gæld er stabilt nedadgående, og om få år vil vi være tæt på gældfrie. 

Efter at have skyldt 625 mio(!) kr væk i 2010, vil der sidenhen være skrabet over 400 mio. kr. af gælden ved udgangen af 2025… 

For stor forskel mellem Øst- og Vestdanmark

De aktuelle reformer på ældre, sundheds- og snart også beskæftigelsesområdet er om nogen med til at definere vores økonomiske formåen i kommunerne. Heldigvis er den økonomiske udligning mellem de danske kommuner igen kommet på bordet i den forbindelse. Som det skete i forbindelse med “den lille” udligningsreform i 2020, så har jeg også denne gang sammen med en række borgmesterkolleger kastet mig ind i dette arbejde. Kommissoriet for dette arbejde skal nemlig være så bredt som muligt, så vi får mest muligt med i udligningen. Vi er et for lille land til at have så store forskelle mellem Øst- og Vestdanmark.

Nye byrådsmedlemmer

På det politiske område blev året præget af sundhedsreformen, der betyder en omlægning af de politiske strukturer i regionen og omkring sygehusdriften i de kommende år, hvor der også skal sidde kommunalpolitikere i et nyt kommende sygehusudvalg. I foråret flyttede vores byrådskollega, Charlotte Vincentz, Tommerup St., til Silkeborg til et nyt job og blev erstattet af tidl. byrådsmedlem, Leif Rothe Rasmussen (A), Aarup. Henrik Mott Frandsen måtte også sige farvel på grund af arbejde langt væk og erstattedes af Semir Azet Sinou (V). Her til årsskiftet tager vi afsked med byrådsmedlem Bodil Boesgaard fra Skalbjerg, der også af arbejdsmæssige årsager må sige farvel til byrådsarbejdet. I Bodils sted indtræder førstesuppleant til byrådet, Peter Poulsen (V), Aarup, til. 

Tak for samarbejdet og jeres årelange indsatser, Charlotte, Henrik og Bodil! Velkommen til Leif, Semir og Peter.

Fatale dødsfald

2024 blev desværre også præget af nogle ulykkelige og alvorlige begivenheder; fire unge mænds færdselsulykke i oktober imellem Nårup og Krengerup med tre dødsfald, samt en stor og fatal arbejdsulykke ved Flemløse i november gjorde disse dage mørke for os alle – ikke mindst for de pårørende. Mine tanker går til dem alle. I den forbindelse er det også på sin plads at dvæle lidt ved det liv, vi lever med en appel om, at vi passer godt på hinanden – og også på, hvordan debatten omkring disse ulykker tager form. Uanset hvad og hvem. En særlig tak skal tillige med gå til alle de redningsfolk, politi, hjemmeværn, koordinatorer, m. fl. som har været aktiveret i år – ikke mindst i disse to ulykker plus branden på en genvindingsvirksomhed i Vissenbjerg.

Vi har meget at gøre i området her – der er intet der tyder på at 2025 bliver mindre aktivt. Og godt for det. Det er også valgår i fh t regionsråds- og kommunalvalget til november. Med håbet om en sober, inspirerende og faktabaseret debat og valgkamp, når året er fremskredet dertil. Dette er også sagt med håbet om, at så mange som muligt vil deltage i lokaldemokratiet på tværs af aldre, køn, professioner, lokalgeografier og ideologier – det være sig som kandidater, debattører eller på selve valgdagen.

Livet er værdifuldt – og vi gør heldigvis en masse for hinanden, hvad enten vi er professionelt udøvende ansatte eller frivillige. Noget som alt sammen gør en forskel for os allesammen. Det vil jeg gerne sige tak for til alle  – samarbejdspartnere, medarbejdere, politiske kolleger på tværs af hele spektret, virksomheder, decentrale institutioner, foreninger og privatpersoner.

I ønskes alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår. 

Og tak! 

Del denne historie på: