Birkely danner forbillede for flere demenscaféer

Assens Kommune

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Røde Kors vil udvide tilbudet til demente og deres pårørende om demenskaféer inspireret af den, der allerede er på Birkely i Aarup. Men der er brug for flere frivillige.

Assens Kommune er tilsyneladende for stor til, at man kan samle et tilbud til demente og deres pårørende ét sted i kommunen.

I 2011 oprettede Assens Kommune et demenscafé på Flemløse Plejehjem. 

Otte år senere ville kommunen stoppe tilbudet, men henvendte sig først til Røde Kors, om man ville overtage tilbuddet. Det bakkede alle Røde Kors-afdelinger i kommunen op om, og tilbuddet blev videreført af Røde Kors i samarbejde med Assens Kommune, der dels har lagt lokaler til, dels bistået med faglig sparring. Der har været 10 arrangementer om året med kaffe og kage, en aktivitet og afslutningsvis et fælles aftensmåltid og derudover to årlige udflugter.

Men antallet af deltagere er over årene skrumpet ind, fortæller Røde Kors i en pressemeddelelse.

Før corona deltog 20 par, nedlukningen medførte, at færre og færre kom, og nu er der 10 par og et par enlige tilbage, og ikke alle har mulighed for at deltage hver gang.

Årsagerne til tilbagegangen er flere, viser Røde Kors’ undersøgelse af sagen.

Deltagerne skal selv finde ud af at komme til Flemløse, ikke alle har bil, og det er dyrt at tage Flextaxa, hvis man bor lidt langt fra Flemløse. Nogle er kommet på plejehjem, nogle er døde, og nogle deltager i stedet i vante lokale aktiviteter.

Tilbuddet i Flemløse tager fire timer, og der er en brugerbetaling hver gang på 100 kroner. Til sammenligning betaler man i de lokale demenscaféer blot for kaffe og brød.

Birkely er godt besøgt

Lige før corona-nedlukningen startede Røde Kors i Aarup en demenscafé. Den fik en stille start, men er nu velbesøgt. Her mødes man hver tirsdag formiddag i to timer til kaffe med brød, sang og forskellige aktiviteter støttet af frivillige. Det kan være en gåtur, et spil, gymnastik, snak eller oplæsning. De pårørende kan udveksle erfaringer støttet af en frivillig med er faring inden for demensområdet.

Med den succes for øje mener Røde Kors-afdelingerne i Assens Kommune, at det giver god mening at etablere flere lokale demenscaféer, og foreløbig der der ønske om det i Haarby, Tommerup St. og Assens.

Brug for frivillige

Haarby er klar til at starte. Her har de frivillige besluttet at holde åbent hveranden tirsdag klokken 10-12 med start 10. januar. I Tommerup St. er der et ønske om at komme igang i Det Grønne Røde Kors-hus, men før det kan realiseres, er der behov for flere frivillige. I Assens er man i gang med at undersøge mulighederne og har foreløbig fundet lokaler til formålet på Korsvang. Begge steder drejer det sig som i Haarby om et par timer hver 14. dag – eventuelt hver uge.

Det er en fordel, men ikke et krav for at blive frivillig, at man har viden om og erfaring med demens. Demensteamet i Assens kommune tilbyder undervisning og faglig hjælp i de enkelte caféer.

I faktaboksen her på siden kan du se, hvor du kan henvende dig, hvis du har tid og lyst til at være frivillig i en af caféerne – herunder også Haarby.

Del denne historie på: