Bevægede dage!
Assens Kommune
27. december 2021
Helge Desler
UGENS KLUMME
Det har været nogle bevægede dage her frem mod jul, kan man vel godt sige, selvom de to nedenstående hændelser jo ikke har noget med jul eller hinanden at gøre.
Her tænker jeg først og fremmest på fodboldlandsholdets målmandstræner Lars Høghs bisættelse tirsdag i sidste uge. Mange mennesker var mødt frem for at mindes en stor idrætsmands sidste rejse. Undertegnede har oplevet Lars Høgh utallige gange på Odense Stadion, når OB havde deres hjemmekampe. Og selvom den skrivende altid har været mere rød end stribet, så var der ikke nogen, der kunne måle sig med Høgh’en.
Og jeg kan kun tilslutte mig landsholdets tidligere vellidte massør, Allan Poulsens kloge ord om Lars Høgh ved bisættelsen: ”Det danske sprog har et fantastisk ord, det er ordet ”TAK”. Det er det største, man kan sige til andre mennesker. T’et står for taknemmelighed, A’et for anerkendelse og K’et for kærlighed”.
Og en anden hændelse jeg lige vil nævne – og som ikke har noget med fodbold at gøre og heller ikke med corona-situationen – er jo sagen mod Inger Støjberg, der i sidste uge havde overtaget overskrifterne i aviserne.
Efter 31 retsmøder med vidneafhøringer, bevisfremlæggelse og armlægning mellem forsvarsadvokater og anklagere nåede flertallet af de 26 rigsretsdommere frem til, at Inger Støjberg var skyldig.
Hun blev efterfølgende idømt 60 dages ubetinget fængsel. Det betyder, at hun skal afsone dommen enten i et fængsel eller med en fodlænke, forlyder det.
Og det har der jo været skrevet og berettet sådan ret så rimeligt om i både øst og vest lige siden domsfældelsen.
Det, der måske kan overraske én, er det kæmpebeløb, der bliver brugt på sådan en sag.
Tja, da justitsminister Erik Ninn-Hansen i 1997 blev dømt i Tamilsagen kostede det 33.865.228 millioner kroner. Så gætterierne på hvad statskassen skal betale til anklagerne og forsvarerne i forbindelse med rigsretssagen mod Inger Støjberg har kloge hoveder allerede gættet på, at det ikke bliver under 50 millioner kroner.
Så kan man jo sætte sig hen og tænke på, hvad man virkelig kunne havde fået af fornuftige ting for disse penge sådan her i en juletid.
Glædelig jul.
Helge Desler