Årets jule- og nytårshilsen
Assens Kommune
Godt Nytår
Søren Steen Andersen
Borgmesteren ønsker godt nytår
Mens dette skrives, rammer vi årets korteste dag , og det bliver derfra lysere igen. Det bliver dejligt. De senere års coronatrængsler er ved at være overstået – og heldigvis for det. De er nu afløst af noget andet, nemlig energiprisernes uransagelige veje. Uanset disse opmærksomhedspunkter, som skal tages meget alvorligt – og bliver det – så er der også al mulig grund til at se tilbage på et godt og begivenhedsrigt år.
Begivenheder, som alle skyldes aktive mennesker i og udenfor kommunen. Ukrainesituationen gjorde et mærkbart indtryk på os i foråret, hvor der pludselig var brug for alle gode kræfter. Grundet Putins magtsyge og barbariske adfærd måtte mange ukrainere søge tilflugt uden for deres hjemland. En andel kom her til kommunen, hvor mange frivillige i lokalområdet, i landsbyfællesskaber, i Røde Kors, i landbruget og blandt mange private borgere gav sig tid og energi til at lægge mange kræfter i at få genhuset de nyankomne og give dem en tålelig tilværelse.
Andre frivillige ydede en flot indsats senere på året, da Dansk Handicap Grandprix endelig kunne afholdes igen efter to coronaaflyste år. Bandet Unico her fra kommunen vandt som bekendt HGP i Slagelse tilbage i 2019. Gl. Aaruphallen stod på den anden ende, da begejstrede fans, udøvende musikere, familier og mange frivillige lod arrangementet løbe flot af stabelen i september.
Andre igen var engageret da Post Nord Danmark Rundt blev afviklet med enkeltstart 14. aug. i Assens. Hele byen var pyntet op, og helikoptere svirrede i luften, mens tusinder af tilskuere opholdt i og omkring byen og den 12 km lange rute. DCU roste os for et veludført arrangement – som jo kørte på en smuk, solrig dag, hvor Vestfyn kunne udfolde sig på smukkeste vis for TV-seere hele landet over plus udlandet.
Af andre begivenheder båret af frivillige kan nævnes Knæk Cancer i Vissenbjerg, Støt Brysterne i Aarup, nedlæggelse af snublesten i Assens, samt kulturfesten i Frøbjerg. Og så har jeg slet, slet ikke nævnt dem alle – men pointen er: uden frivillige går det ikke. Og en kæmpe tak skal lyde herfra til alle jer.
Indenfor klima og miljø er der også gang i rigtig mange tiltag. Ikke mindst i at finde alternative energiformer til de eksisterende. Udover at solcelleparker og biogasanlæg opføres, så arbejdes der intenst med en akut problemstilling med at få overført boliger og erhverv fra naturgas og olie til fjernvarme. Det kan vi desværre ikke gøre alle steder, men dog mange. Der er en enorm forskel bare her i kommunen på, hvad det koster at opvarme en bygning. Vores lokale, andelsejede fjernvarmeforsyninger arbejder intenst sammen med kommunen på at få så mange byer konverteret til fjernvarme som muligt. Det største projekt udfolder sig lige nu fra Assens i nordlig retning til Aarup og en lang række omkringliggende landsbyer. Andre steder i kommunen er billedet noget nær det samme.
Assens Forsyning A/S er lige ved at være helt færdig med det nye renseanlæg, som er et af landets mest miljø- og energieffektive. Den nyindsatte bestyrelse er kommet godt i gang, og arbejdet med at reducere overløb af spildevand til naturen fortsætter med sanering af det overordnede kloaknet gennem hele kommunen. Renseanlægget er i sig selv energineutralt – og kan oveni sælge hen ved 4 mio. kilowatttimer el ud på nettet pr år.
Arbejdet med at etablere vådområder, beskytte grundvand og udtage lavbundsjorde fortsætter sammen med forsyningsselskaber, landbrugsorganisationer, stat og fonde. Vi er en af de mest aktive kommuner i landet på dette område. Herved tilbageholdes kvælstof fra fjorde og bælter, ligesom CO2 tilbageholdes fra atmosfæren og bindes. Flere af disse steder åbnes nye rekreative områder, vandrestier og tilgængelige naturområder til gavn for os alle.
Rundt om i kommunen skyder bolig- og udviklingsprojekter frem. Private midler og fondsmidler finder vej mange steder hen, heriblandt til Assens Havn, hvor en foroffentlighedfase til en omkalfatring af havnen nu er i gang, så den kan få et mere blandet formål og en flottere æstetik, så den arkitektonisk spiller bedre sammen med købstaden. Andre byer udvides nu med byggegrunde og flere erhvervsarealer, ligesom de trafiksaneres. I efteråret fik vi den glædelige nyhed, at A. P. Møller-fonden donerer 25 mio. kr. til det kommende kyst- og lystfiskercenter, som jo har til formål at formidle den danske hav-natur til hele Danmark. Og som vil have en positiv turismeafsmitning på området her. I Grønnemose skyder udviklingen frem i form af restaurant og dagligvarebutikker, og der kom navn på, hvem der bygger en stor virksomhed deroppe, nemlig FTZ. I sidste uge blev det offentliggjort, at vækstvirksomheden Scankab Cables i Aarup ansætter flere og samler deres nordiske og tyske aktiviteter i Aarup, hvorfor de lige har købt 76.000 kvm jord i byen. Vi har som kommune stor glæde af de mange besøg, vi aflægger hos de private virksomheder i hele kommunen. Det er godt at se, at de har det godt, og sammen får vi en snak om, hvordan vi kan gøre det endnu bedre for hinanden.
Vi mærker stadig en pæn tilflytning til kommunen. Det har også øget antallet af børnefamilier hos os. Atter i år havde vi en Flyt-til-Vestfyn stand på Bolig- & Livsstilsmessen i Odense Congress Center. Udover dette præsenterer vi kommunen for de nytilflyttede borgere på busture. Sammen med viceborgmester Søren Thomsen var jeg afsted i april og igen i september med 2×2 turistbusser kommunen rundt, hvor vi viste egnen frem. Vi gentager dette til maj.
Byrådspolitisk måtte vi i september desværre tage afsked med det mangeårige byrådsmedlem, udvalgsformand Dan Gørtz, som måtte træde ud pga. sygdom. I Dans sted indtrådte Bodil Boesgaard, som også tildligere har været indvalgt. Novembers folketingsvalg gav valg til det mangeårige byrådsmedlem, Sara Emil Baaring, som derfor takkede af fra det byrådspolitiske. I Saras sted indtrådte Henrik Hansen, som vi også kender fra det byrådspolitiske. Tak for indsatsen til Dan og Sara – og et velkommen til Bodil og Henrik! Til Folketinget blev Jens Henrik Winther Thulesen Dahl genvalgt. Tillykke til Jens Henrik og Sara med valgene til Slotsholmen.
Igen i år slog vi vores egen rekord med hensyn til lav ledighed. I foråret ramte den 1,7 procent, hvilket aldrig er set lavere – og er blandt de laveste i Danmark. Det fortsætter helt sikkert ikke sådan, omend den stadig er meget lav, og faldt lidt i sidste måned efter en lille stigning i sommer. Vi har igen i år vedtaget et budget for de(t) kommende år i enighed på tværs af byrådet, hvor alle partier var med.
Tak for det til alle politiske kolleger. Økonomien er stabil, og det ser atter ud til, at vi kan afslutte året med et regnskab i balance inden for en meget smal margin. For de kommende år varsler den nye regering, at der vil komme reformer. Det rammer også os. Det gør rentestigninger, energiprisstigninger og ledighed også i et eller andet omfang. Der varsles blandt andet derfor smalhals inden for den offentlige økonomi af flere årsager. Det må vi indstille os på – og vi har et rimeligt robust grundlag at gøre det på. Det ændrer ikke på, at vi i Assens Kommune – i lighed med alle andre kommuner – må berede os på fremtidens økonomi. Dette vil fylde en del i året, der kommer.
Temaer som f. eks. tilflytning, klima, energi, økonomi, miljø, frivillighed, professionalisme, faglighed, foreninger, virksomheder, private initiativer, m. m. er vigtige – vi har jo det hele her i kommunen. Samspillene mellem frivillige, virksomheder, foreninger og kommune er vigtig. Alle disse kræfter kan der ikke takkes nok for.
En glædelig jul og et godt nytår – samt tak for indsatsen i det gamle – vil jeg gerne hilse til alle borgere, medarbejdere, frivillige, virksomheder, foreninger, byrådskolleger og samarbejdspartnere. Med håbet om et godt og lykkebringende nytår, hvor vi også kan håbe på, at der kommer fred og ro på Ukraine og på energisituationen.