Åbningsdatoer klar for lokale vaccinationssteder på Fyn
Region Syddanmark åbner lokale vaccinationssteder i alle landsdelens kommuner. Nu er åbningsdatoerne klar for vaccinationsstederne på Fyn, Ærø og Langeland.
24 lokale vaccinationssteder åbner rundt om i regionen i den kommende tid. De 24 steder skal supplere de syv store vaccinationscentre, der i forvejen findes. Det skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse.
De lokale vaccinationssteder vil i begyndelsen kun have åbent udvalgte dage og ofte med en-to ugers mellemrum mellem åbningsdagene. Formålet er at samle en større mængde vaccinationer på åbningsdagene, så vaccinationsindsatsen bliver så effektiv som muligt. I takt med de stigende vaccineleverancer vil der komme flere åbningsdage.
Første åbningsdag er nu på plads for de lokale vaccinationssteder i kommunerne på Fyn, Ærø og Langeland.
Åbningsdatoer
De første åbningsdage for vaccinationsstederne i kommunerne er som følger:
Middelfart Kommune: 9. april 2021
Nyborg Kommune: 8. april 2021
Ærø Kommune: 9. april 2021.
Svendborg Kommune: 12. april 2021 i Stenstrup og 13. april i Gudmehallen
Faaborg-Midtfyn Kommune: 12 april 2021
Assens Kommune: 12. april 2021
Kerteminde Kommune: 12. april 2021
Nordfyns Kommune: 14. april
Langeland Kommune: 16. april
I Odense arbejder kommunen og regionen på at finde lokaler til et vaccinationssted, der kan supplere vaccinationsindsatsen i det store vaccinationscenter på Athenevænget. Tidligere har man kigget på Næsby Hallerne, men lokaler her har vist sig ikke at være optimale til formålet.
Se adresser
Den samlede liste over alle lokale vaccinationssteder kan findes på regionens hjemmeside.
Du kan booke tid til vaccination på de lokale vaccinationssteder på www.vacciner.dk, hvis du er inviteret, og hvis der er ledige tider.