25 mio. kr. til mere udeliv i SFO og klub
Assens Kommune
Nordea-fonden har netop lancere en helt ny pulje, som skal inspirere landets SFO’er og klubber til at udfolde sig mere i det fri. I Assens kan alle 13 SFO’er byde ind.
Leg i det fri giver børn nogle helt særlige muligheder for at udfolde sig. Men udeaktiviteter kræver pædagogiske kompetencer og faciliteter, der matcher børnenes behov og nysgerrighed. Derfor lancerer Nordea-fonden puljen ‘Mere udeliv i SFO og klub’ på 25 mio. kr., som skal bidrage til, at landets SFO’er, fritidsordninger og klubber for børn i 0. til 6. klasse kan styrke deres udendørs arealer og aktiviteter.
Hver enkelt institution kan søge mellem 100.000 og en mio. kroner til udendørs aktiviteter og til faciliteter og udstyr, men der er også mulighed for at søge støtte til at opkvalificere de pædagogiske kompetencer hos medarbejderne.
Tag børnene med på råd
Børnene kan med fordel inddrages og være med til at definere hvilke aktiviteter, de gerne vil have i deres klub. Ønsket er, at det bidrager til, at børnene tager ejerskab og får lyst til at bruge faciliteterne.
Som noget nyt forventer Nordea-fonden, at ansøgere forholder sig til bæredygtighed, når man søger midler til et projekt. Det at tænke bæredygtighed ind i sit projekt kan gøres på mange forskellige måder, anerkender fonden. Derfor lægges der op til, at ansøgerne selv vurderer, hvordan det giver mening at inddrage bæredygtighedsaspektet.
Ifølge Danmarks Statistik findes 2142 SFO’er og 283 klubber i Danmark, som alle har mulighed for at søge puljen. /hef
Om Nordea-fonden
Nordea-fonden har et almennyttigt og velgørende formål og støtter projekter, som fremmer gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur. Se mere på nordea-fonden.dk.
Fakta om puljen
Hvem kan søge om støtte?
Kommuner, de enkelte SFO’er, fritidsordninger og klubber, og i nogle kommuner de skoler, hvortil de er knyttet.
Beløb
Puljen er på 25 mio. kr. og hver SFO, fritidsordning eller klub kan søge mellem 100.000 kr. og 1 mio. kr. til udeaktiviteter.
Medfinansiering
Alle offentlige ansøgere skal bære 50 pct. medfinansiering. Hvis ansøger fx er en SFO, kan medfinansieringen komme fra den kommunale forvaltning.
Hvornår kan man søge?
Alle SFO’er, fritidsordninger og klubber for børn i 0.-6. klasse kan søge fra 5. april 2022. Puljen kan søges til og med 30. september 2022 – se mere på nordeafonden.dk.
Hvordan søger man puljen?
Man søger puljen på nordeafonden.dk. Her finder I et ansøgningsskema, som I skal udfylde. I er velkomne til at ringe eller skrive til Nordea-fonden, hvis I er i tvivl – læs mere om puljen her.